14-årig pige hørte underlig lyd fra stuen - havde hun ikke reageret, var hendes mor død

Michaela Billbo Tanderup var alene om at give sin mor livreddende førstehjælp i 15 minutter. Nu er hun nomineret til en pris.

En søndag formiddag i januar 2019 sov 14-årige Michaela Billbo Tanderup længe på sit værelse hjemme i den nordjyske by Arden. Hun havde ikke andre planer, end at hun om eftermiddagen skulle besøge sin far i Hobro.

Pludselig hørte hun en underlig lyd inde fra stuen. Det lød som om, hendes mor skældte ud på hunden, hvilket hun ellers aldrig gjorde.

Inde i stuen fandt Michaela sin mor, 53-årige Wenche Billbo, liggende på sin seng. Moren udstødte nogle uforståelige lyde, der ifølge Michaela var en ”blanding af råben og snorken”.

Da hun ikke kunne komme i kontakt med sin mor, løb Michaela ud i entréen for at få ro til at ringe til sin far. Hun var i tvivl om, hvad der var galt med moren. Han opfordrede hende til straks at ringe 112.

Herefter kastede den 14-årige pige sig – med vejledning fra en medarbejder på Alarmcentralen – ud i en benhård kamp for at redde sin mors liv. En fysisk krævende indsats, som stod på i omkring 15 minutter, og som er årsagen til, at hun nu er nomineret til prisen som 'Årets Hjerteredder'.

”Kom nu mor, vi kan gøre det sammen”

Michaela Billbo Tanderup havde både i skolen og i forbindelse med sin fritidsinteresse svømning lært førstehjælp. Så da hun lidt efter konstaterede, at hendes mor ikke længere trak vejret, vidste hun, at hun straks måtte i gang med hjerte-lunge-redning.

Hvad er 'Årets Hjerteredder'?

Prisen som 'Årets Hjerteredder' uddeles hvert år til en eller flere personer, som i det forgangne år har handlet snarrådigt og ydet genoplivning i forbindelse med en anden persons hjertestop.

Hjerteforeningen har modtaget 46 indstillinger til 'Årets Hjerteredder' 2020.

Et dommerpanel valgte at nominere tre redninger blandt de indstillede.

Du kan være med til at bestemme, hvem der skal vinde prisen, ved at stemme på din favorit inden 17. august klokken 12.00.

Vinderen afsløres ved ’Hjertegalla’ lørdag 22. august klokken 21.00 på TV 2 Charlie.

Men der var et problem. For Michaela kunne ikke give sin mor hjertemassage, så længe hun lå i sengen. Sygeplejersken fra Alarmcentralen insisterede på, at hun hurtigst muligt skulle have hende ned på gulvet.

- Sengen var høj, og det var hårdt både fysisk og psykisk hårdt at få min mor trukket ned. Hun landede på maven med et stort brag. Det var en voldsom lyd, som jeg aldrig glemmer, siger den nu 16-årige Michaela Billbo Tanderup til TV 2.

Herefter skulle moren vendes om på ryggen. Stemmen i røret guidede Michaela til hvordan. Og så – endelig – kunne Michaela gå i gang med hjertemassagen: 30 faste tryk på brystbenet med begge hænder, holde pause og lytte efter vejrtrækning. 30 faste tryk, holde pause, lytte.

Sådan blev Michaela ved i omkring 15 minutter, mens hun skiftevis græd og forsøgte at holde gejsten oppe hos sig selv og sin mor med tilråb: ”Vi kan gøre det her sammen. Kom nu, mor!”.

Da ambulanceredderne bankede på døren, løb Michaela i to-tre spring ud for at lukke dem ind og tilbage igen for at fortsætte hjertemassagen. Der var stadig ingen livstegn fra moren.

Først da ambulanceredderne havde pakket deres ting ud og gjort hjertestarteren klar, turde Michaela overlade sin mor til dem.

- Jeg havde ikke lyst til at være i stuen, da de gik i gang med at støde. Så jeg gik ud i gangen og ventede. Efter lidt tid hørte jeg en af ambulancefolkene sige: ”Der er puls!”. Benene kollapsede under mig, og jeg faldt om på gulvet af lettelse. Nu var der håb, siger Michaela Billbo Tanderup.

I samme øjeblik ankom hendes far, der på cirka 20 minutter havde tilbagelagt turen fra Hobro til Arden. Han kørte datteren til hospitalet, hvor Michaelas tre voksne søskende var ankommet fra hver sin nærliggende by.

Se rekonstruktionen af Michaela Billbos redningsaktion i videoen øverst i artiklen.

Tre dages koma

På trods af at Wenche Billbos hjerte var begyndt at slå igen, var hun fortsat bevidstløs, da hun kom ind på hospitalet.

I tre dage lå hun i koma, og lægerne kunne ikke umiddelbart forstå, hvorfor den 53-årige kvinde ikke reagerede på de gentagne forsøg på at vække hende.

Først ved den anden MR-scanning, som blev taget fra en ny vinkel, kunne man se, at der var opstået en blodprop i hjernen. Den var formentlig årsagen til, at Wenche Billbo stadig var bevidstløs.

Efter behandling med blodfortyndende medicin vågnede hun langsomt op igen. Først åbnede hun øjnene, og et par dage efter kunne hun genkende sine børn. Så begyndte hun så småt at tale.

- Jeg anede ikke, hvad der var sket. For jeg kunne intet huske fra det. Og det kan jeg fortsat ikke. Men jeg blev meget rørt, da mine børn fortalte mig, at Michaela havde reddet mit liv, siger den nu 55-årige Wenche Billbo til TV 2.

Ingen varige mén

Selvom Wenche Billbo var klinisk død i 20 minutter, før hjertet begyndte at slå igen, har hun i dag ingen varige mén efter hjertestoppet. Det skyldes alene datterens ihærdige indsats.

I de første tre uger efter græd jeg af glæde hver eneste dag

Wenche Billbo, førtidspensioneret sanger og sangunderviser

– Det er jo helt vildt, hvad hun har gjort for mig! I de første tre uger efter græd jeg af glæde hver eneste dag, men jeg græd også af sorg over, at hun skulle opleve at se sin mor i sådan en situation, siger Wenche Billbo.

Under genoplivningsindsatsen blev Michaela guidet til ikke at give sin mor kunstigt åndedræt, da det ville gøre opgaven ekstra krævende for hende. Alligevel formåede den 14-årige pige ved hjælp af hjertemassagen at holde blodomløbet i gang, så ilttilførslen til hjerne og hjerte blev opretholdt. Derfor har ingen vitale organer taget skade.

I dag har Wenche Billbo, som er førtidspensionist på grund af slidgigt, det endda bedre end før hjerteanfaldet. En omlægning af hendes smertestillende medicin har givet hende meget mere energi.

- Før kunne det tage mig en hel dag at lave aftensmad, og jeg faldt hurtigt i søvn, når jeg var sammen med familien. Nu er jeg meget mere til stede og er i stand til at gøre en masse ting, jeg ikke kunne før, lyder det.

Hun er nu også næsten kommet sig over de hukommelsesproblemer, hun fik på grund af blodproppen i hjernen. Blandt andet er erindringen om hendes barnebarns fødsel, som hun overværede et par uger før hjerteanfaldet, nu vendt tilbage.

Kunne ikke sidde i en hel uge

Michaela Billbo Tanderup er mindst lige så lykkelig som sin mor over, at hendes redningsindsats bragte moderen tilbage til livet.

Nominerede til 'Årets Hjerteredder' 2020

Tre hjerteredder-cases er nomineret, og vinderen kåres i 'Hjertegalla':

  • Michaela Billbo Tanderup fra Arden reddede sin mor, Wenche Billbo, da denne fik hjertestop i deres fælles hjem.
  • Benjamin Werge fra Bogø og Louise Miltenburg Caspersen fra København reddede ved fælles hjælp Benjamins far, Leif Werge, da han fik hjertestop på en båd under en kapsejlads.
  • Charlotte Boje Andersen, Ella Aastrup, Heidi Munk Larsen, Grethe Krogsgaard Mortensen, Margit Rasmussen og Åse Søgaard, alle fra Hanstholm, reddede Berit Skaalum Konge, da hun fik hjertestop, mens de alle var ude at vinterbade i Vesterhavet.

Rent mentalt kom hun sig også ret hurtigt over den chokerende oplevelse, det var at stå alene med ansvaret for at give førstehjælp. Til gengæld havde hun visse fysiske eftervirkninger.

- Jeg måtte stå op hele tiden, mens jeg gav hjertemassage. Ellers havde jeg ikke kræfter til at trykke hårdt nok. Men det var meget belastende for hele kroppen at stå i samme stilling i så lang tid, siger Michaela Billbo og fortsætter med et grin.

- Det betød, at jeg havde så ondt i musklerne bagi, at jeg næsten ikke kunne holde ud at sidde ned i skolen i en hel uge bagefter.

Efter sin heltemodige indsats blev den 14-årige pige hyldet både i skolen og af lokalsamfundet. Og hun blev indstillet til prisen som 'Årets Hjerteredder'.

Michaela Billbo Tanderup mener dog ikke, at hun har gjort andet, end hvad enhver burde gøre i en lignende situation. Hun opfordrer alle til at tage et førstehjælpskursus og gribe ind, hvis et menneske falder om med hjertestop.

- Gør, hvad du tror er rigtigt. Du kan ikke gøre noget forkert. Så træd til, ring 112, og så er det ellers bare i gang med hjertemassagen, siger hun.

Ud af i alt 46 indstillede er Michaela Billbo Tanderup blandt de tre, som et dommerpanel har valgt at nominere til Årets Hjerteredder. Prisen uddeles ved 'Hjertegalla' lørdag 22. august på TV 2 Charlie.

Hvem der skal vinde prisen, kan du selv være med til at afgøre, ved at deltage i afstemningen her.

Det skal du gøre, hvis en person får hjertestop

  1. Ring 1-1-2

    Hvis en person får hjertestop, skal du som det første ringe til Alarmcentralen på 1-1-2. Uanset om du har lært førstehjælp eller ej, er det vigtigt, at du kaster dig ud i det. Hos Alarmcentralen sidder der veluddannet personale, der kan guide dig. 

  2. Giv hjertemassage

    Når du skal give livreddende førstehjælp, skal du begynde med hjertemassage.

    Placér den ene hånds håndrod midt på brystkassen, placer den anden hånd oven på den første. Flet fingrene. Tryk, så brystkassen sænker sig 5-6 centimeter ved hvert tryk. Giv 30 tryk med en hastighed på mindst 100 tryk i minuttet. Det svarer til rytmen i det gamle Bee Gees-hit 'Stayin' alive'.

    Tryk hårdt og hurtigt. Giv skiftevis hjertemassage i 30 tryk og kunstigt åndedræt med to pust. 

  3. Giv kunstigt åndedræt

    Bøj personens hoved godt tilbage. Klem personens næse sammen og pust ind i personens mund, indtil du ser brystkassen hæve sig. Når brystkassen har sænket sig, skal du puste igen. To pust i alt. Hvis du ikke kan eller vil give kunstigt åndedræt, må du nøjes med hjertemassage, det er bedre end ingenting.

    Alternativt kan du lægge et lommetørklæde over personens mund, så I ikke er i direkte mund-til-mund kontakt.

Kilde: Hjerteforeningen

Se 'Hjertegalla' lørdag 22. august fra klokken 20.45 på TV 2 Charlie.