Samfund

Tre børn fløjet på Rigshospitalet

Der er tale om tre drenge, som har været involveret i en badeulykke.

Tre børn er fløjet til Rigshospitalet, efter de blev grebet af strømmen ved Hornbæk.

Vagtchef Camilla Priegel fra Nordsjællands Politi oplyser til TV 2, at der er tale om tre børn, som bliver taget med strømmen og efterfølgende kommer i havsnød.

Flere personer slog alarm, da drengene kom i problemer, herunder en livredder på stranden.

To af brødrene blev reddet op af vandet af en livredder, mens den sidste selv kunne redde sig op.

De berørte børn er tre brødre på henholdsvis 6, 8 og 11 år.

Lunge- og hjerteredning på havnen i Hornbæk

Der blev udført livreddende førstehjælp på alle tre børn, og med den ene måtte man påbegynde lunge- og hjerteredning på havnen i Hornbæk.

Både en lægehelikopter og en af Forsvarets redningshelikoptere blev tilkaldt.

- Vi får alarm om en mulig drukneulykke ved Hornbæk og sender en redningshelikopter afsted, fortæller vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter Steffen Lunn.

- Da vi når frem, er tre personer reddet i land, og vi flyver dem til Rigshospitalet, fortsætter han.

Hestehul er som at træde ud i en flod

Cheflivredder John Mogensen, fra Livreddertjenesten Nordsjælland, oplyser til TV 2 Lorry, at de tre børn blev fanget af et såkaldt hestehul.

- Det er de her forbandede hestehuller, der er ved molen ved Hornbæk Havn. Det ser ikke farligt ud, men det går så uendeligt hurtigt, når man bliver taget af strømmen. Det er som om, du træder ud i en flod, du ikke kan se, fortæller cheflivredder John Mogensen fra Livreddertjenesten Nordsjælland.

- Der er den samme risiko ved alle andre moler eller ved bølgebrydere og høfter ved strande. Som udgangspunkt skal man være varsom med at bade ved stensætninger. Vi har derfor sat skilte op ved molerne, hvor der står, at det er livsfarligt at bade, siger John Mogensen.

Der er ikke for nuværende nogen oplysninger om drengenes tilstand.

- Det seneste, vi har hørt fra Rigshospitalet tirsdag aften, er, at alle tre er i live, men deres tilstand kender jeg ikke, siger vagtchef Christian Kobbernagel fra Nordsjællands Politi til Ritzau kort efter midnat til onsdag.