Samfund

Professor: Unge med afslag på uddannelse skal tænke kreativt

Selvom nogle må finde nye måder at udfordre sig selv på, vil andre søge mod trygheden i uddannelsessystemet, siger professor.

Efter at unge landet over fik svar på, om de er kommet ind på deres drømmestudie, står mange over for en svær beslutning.

Ifølge tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet har 10.686 nemlig fået afslag på grund af deres gennemsnit - hvilket er 27 procent flere end i 2019. Derudover har 8.979 ikke opfyldt adgangskravene til deres uddannelsesvalg, mens 844 har trukket deres ansøgning tilbage.

Og særligt i år kan de, der ikke er kommet ind, blive nødt til at tænke kreativt. Det fortæller Noemi Katznelson, som er professor og leder af Center For Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet.

Selvom nogle normalt siger ja til deres anden- eller tredjeprioritet, foretrækker mange i stedet at få et arbejde, rejse ud i verden eller tage et højskoleophold, fortæller hun:

- Ofte har de en længsel efter at lave et radikalt brud med det, de har prøvet før. De vil gribe livet ved halsen og prøve anderledes hverdagsrutiner med et nyt indhold, mens de samtidig også vil have noget på CV’et.

Men for mange kan det i år blive svært.

Unge må tænke kreativt

Siden forårets udbrud af coronavirus er rejser til populære rejsemål i Asien, USA og Sydamerika blevet stort set umulige, mens flere højskoler melder alt optaget.

Samtidig er der i krisetider længere mellem jobbene særligt for unge, uerfarne og ufaglærte, og derfor kan de blive nødt til at søge andre veje, fortæller professoren:

- Vi vil helt klart komme til at se nogle unge, som vil eksperimentere med at bryde med hverdagen på en ny måde. Måske tager de på lange vandreture herhjemme, laver mere frivilligt arbejde eller springer ud som iværksættere.

Ifølge Noemi Katznelson er det dog umuligt at sige præcis, hvad de unge vil gøre.

Og samtidig understreger hun, at det ikke nødvendigvis er alle, der har samme mod på at eksperimentere og prøve nyt, som normalt.

Nogle søger mod tryghed

Selvom de unges lyst til at bryde med det kendte stadig er intakt, har coronakrisen efterladt mange med en fornemmelse af usikkerhed, siger Noemi Katznelson.

Derfor er der også en mulighed for, at langt flere tager til takke med et andet studie end det, de egentlig drømmer om.

- Pludseligt er der kommet noget ind fra højre, som ved et trylleslag har ændret dagsordenen på alle livsområder. Og så søger nogle måske også i højere grad mod det, der er trygt og sikkert – nemlig uddannelsessystemet.

Derfor er det ifølge professoren heller ikke overraskende, at syv procent flere har søgt ind på en videregående uddannelse i år end i 2019.

Minister: Unge får hjælp

Ifølge uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) bliver de, der ikke er kommet ind på deres drømmestudie, dog ikke overladt helt til sig selv.

De vil nemlig få tilbudt en individuel vejledning ved Studievalg Danmark. Her er håbet, at de unge kan hjælpes til at finde en lignende uddannelse, hvor der stadig er plads på årets hold. Alligevel er det også vigtigt, at de unge ikke føler sig presset til at starte på en uddannelse, de ikke har lyst til, understreger ministeren.

- Det vil altid være den enkelte unge, der bestemmer, hvad der er det rigtige for dem, siger hun.

For dem, der derimod ikke har lyst til at starte på en anden uddannelse end den, de i år søgte ind på, er der til gengæld ikke meget hjælp at hente - heller ikke selvom mulighederne i et sabbatår lige nu er begrænsede.

- Det, vi politisk kan, er jo at levere nogle gode rammer med uddannelser af høj kvalitet fordelt over hele landet. Og så er det jo op til den enkelte unge at søge de pladser, der er, slår ministeren fast.