Prins Joachim er i bedring

Det er lægernes vurdering, at prinsen ikke får fysiske følger eller andre men som følge af blodproppen.

Prins Joachim er i bedring efter en blodprop i hjernen.

Det oplyser Kongehuset tirsdag formiddag.

Kongehuset oplyser desuden, at lægerne vurderer, at den 51-årige prins ikke får fysiske følger eller andre men som følge af blodproppen.

Blodproppen i hjernen skyldtes en pludselig dissektion af en arterie, og hospitalets lægefaglige team vurderer, at risikoen for tilbagefald er meget lille, når arterien først er helet.

Prins Joachim forventes snarest at blive flyttet fra intensivafdelingen, men vil fortsat være indlagt i den kommende tid.

Takker for støtten

- Det er stadig den kongelige families håb, at medierne vil efterleve ønsket om ro og respekt for privatlivet, lyder det fra Kongehuset.

- Prins Joachim og Prinsesse Marie vil gerne takke for støtten og de mange varme hilsner, som de har modtaget de seneste dage. Dette betyder meget. Også Hendes Majestæt Dronningen takker varmt for al den sympati, som er blevet vist den kongelige familie.

Prins Joachim blev natten til lørdag 25. juli 2020 opereret for en blodprop i hjernen på Universitetshospitalet i Toulouse, Frankrig. Sammen med sin familie var han på sommerferie på afdøde prins Henriks vinslot, Château de Cayx.

Interviewet fĂĄ timer inden blodprop

Få timer før prins Joachim blev ramt af en blodprop i hjernen fredag aften, blev han interviewet til det franske medie Dépêche du Midi på Château de Cayx.

Den franske journalist Jean-Luc Garcia, som interviewede prins Joachim og prinsesse Marie, fortalte siden til TV 2, at det var et "utroligt afslappet par, som tog imod storsmilende og i godt humør".

Interviewet sluttede klokken 18.45. To timer senere blev prinsen indlagt pĂĄ hospitalet i Cahors.

To dage forinden havde han sammen med hele familien, samt ekskonen Alexandra fejret prins Felix' 18-års fødselsdag.

Efter planen skulle prins Joachim tiltræde en stilling som Danmarks forsvarsattaché i Paris 1. september. Det står endnu ikke klart, om blodproppen får betydning i forhold til ansættelsen.

Familien havde oprindeligt planlagt at returnere til hjemmet i Paris i slutningen af denne uge.