Coronavirus

Flere end 800.000 har hentet app til corona-sporing

18. juni blev appen "Smittestop" lanceret. Den kan advare, hvis man har været tæt på en coronasmittet person.

Flere end 800.000 personer har hentet appen "Smittestop", der er et værktøj til at opspore smitte med coronavirus.

Det skriver Berlingske med henvisning til tal fra Sundheds- og Ældreministeriet.

Med appen kan brugere give besked til andre, som man har været tæt på, hvis man bliver testet positiv med covid-19.

I alt har 823.339 downloadet appen, efter at den blev lanceret 18. juni.

Det første døgn efter lanceringen blev "Smittestop" downloadet 245.000 gange, hvilket er rekord for en offentlig app. Den tidligere rekord var nøglekortsappen for NemID, der blev downloadet 204.000 gange inden for det første døgn.

Ifølge Berlingske har 207 brugere meldt sig smittet i appen. De officielle tal fra Statens Serum Institut viser, at der siden appens lancering i alt er blevet registreret 950 nye smittetilfælde i Danmark.

Dermed er det langtfra alle nye smittede, der har meldt det i appen.

Flere bør hente appen

Thomas Benfield, der er professor og overlæge i infektionsmedicin på Hvidovre Hospital, siger til Berlingske, at flere bør downloade appen.

- Der skal opregistreres fire-fem gange flere, for at det vil være optimalt. Og så skal man også have mere end hver fjerde til at registrere sig, hvis de bliver smittede, siger han til mediet.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har tidligere fortalt, at han ser appen som et vigtigt supplement til den manuelle opsporing, som myndighederne står for.

- Med appen har vi tilføjet et digitalt værktøj, der kan hjælpe med at bryde de skjulte smittekæder, lød det i juni fra ministeren.

Flere andre lande har også lanceret apps for at opspore mulig smitte med coronavirus.

Den danske app kom dog først et stykke inde i genåbningen af landet, da man ville sikre, at den beskytter danskernes privatliv. Ved lanceringen lød det fra Dataetisk Råd, at den nye app trygt kan downloades.