Coronavirus

Rejsebureauer vil have genovervejet rejsevejledningerne

Danmarks Rejsebureau Forening mener, at det bør være muligt at regionsopdele vejledningerne til de forskellige lande.

Flere dele af Spanien har oplevet en stigning i antallet af coronasmittede den seneste tid, og det har blandt andet fået Norge til at fraråde alle ikke-nødvendige rejser til landet.

På Udenrigsministeriets hjemmeside er Spanien farvet gult på kortet, hvilket betyder, at man skal være ekstra forsigtig i hele landet.

Men for at undgå, at Danmark følger Norges eksempel, hvis den stigende tendens i Spanien fortsætter, foreslår Danmarks Rejsebureau Forening, at Udenrigsministeriet laver en mere differentieret rejsevejledning.

Forening: Burde være muligt at regionsopdele

Lars Thykier, der er direktør ved Danmarks Rejsebureau Forening, mener, at det bør være muligt at regionsopdele vejledningerne i de forskellige lande.

- Lige nu er der ikke andre lande end Sverige, hvor man har en regionsopdeling. Vi mener, at det også er muligt at gøre andre steder, siger han.

Han peger på, at store lande kan være ramt af coronasmitte i dele af landet, uden at det betyder, at hele landet er ramt.

- Der er ingen grund til at lukke det hele af den grund, siger han.

Professor: Et fundamentalt problem i informationer

Jens Lundgren, der er professor i virussygdomme og overlæge ved Rigshospitalet, kan godt se fornuften i forslaget fra rejsebureauerne.

- Det ville give mening specielt for store lande, at vi får et mere nuanceret billede at træffe beslutninger ud fra, siger han.

Han peger dog på et andet problem i forhold til de forskellige landes rejsevejledninger. Nemlig de tal, der ligger til grund for vejledningerne.

- Det er et fundamentalt problem, om vi overhovedet kan bruge de her informationer. For det er klart, at antallet, der findes positive, afhænger af, hvor stor testningsinfrastrukturen er i landet, og hvor mange der henvender sig til det.

Han savner en repræsentativ testning af befolkningen, så der ifølge ham kan komme et retvisende billede af, hvor smittetrykket er.

- Jeg mener, at vi inden for EU's grænser godt kunne blive enige om på tværs af landene at få sat et sådant instrument op. Det ville virkelig give en indsigt i, hvor problemerne er henne, siger han.

Norge og Storbritannien har opdateret rejsevejledning

Både Norge og Storbritannien har opdateret deres rejsevejledning i forhold til Spanien, hvor især Barcelona er hårdt ramt af nye smittetilfælde.

Mens Norge fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hele Spanien, har den britiske regering genindført karantænekrav for rejsende fra Spanien på grund af den seneste tids stigning i antallet af coronasmittede.

Udenrigsministeriets rejsevejledning om Spanien blev seneste opdateret 23. juli.

Her kan man læse, at områderne Catalonien og Aragon er blandt de hårdest ramte i Spanien.