Samfund

Prins Joachim interviewet få timer før blodprop - virkede frisk og i god form

Ifølge fransk journalist var der ingen tegn på, at prinsen få timer senere skulle blive ramt af en blodprop i hjernen.

Få timer før prins Joachim blev ramt af en blodprop i hjernen fredag aften, blev han interviewet til det franske medie Dépêche du Midi.

Den franske journalist Jean-Luc Garcia interviewede prins Joachim og hans kone, prinsesse Marie, i 45 minutter på slottet Château de Cayx.

Han oplyser til TV 2, at det var et "utroligt afslappet par, som tog imod storsmilende og i godt humør", siger TV 2-journalist Frederikke Ingemann, der har talt med journalisten.

- Han fortæller, at prins Joachim ikke var presset af tid eller af et hårdt program. Han virkede tværtimod frisk og i god form.

Ifølge den franske journalist var der ingen tegn på, at prinsen få timer senere skulle blive ramt af en blodprop i hjernen.

Prins Joachim og prinsesse Marie få timer inden blodproppen.

I interviewet fortæller prins Joachim blandt andet, hvor meget han nyder at være på ferie på Château de Cayx, der blev købt af dronning Margrethe og prins Henrik i 1974.

Interviewet sluttede klokken 18.45. To timer senere blev prinsen indlagt på hospitalet i Cahors.

Blev overført til hospital i Toulouse

Thierry Debreux, der er ansvarlig for akutmodtagelsen i Cahors, siger til TV 2, at de konstaterede, at prinsen havde brug for en specialiseret behandling, og derfor blev han kørt til et hospital i Toulouse med ambulance.

- På hospitalet i Cahors sørgede mine kollegaer for en optimal modtagelse med radiologen, neurologen og skadestuelægen, for at man hurtigt kunne tage sig af patienten. Og hurtigt kunne foretage supplerende undersøgelser. Derefter blev det besluttet at overføre ham til det bedst egnede hospital, siger han.

Journalist: Virkede afslappet og nede i gear

Den franske journalist er ikke alene med sin oplevelse af en afslappet prins Joachim, der nød at holde ferie med familien.

Tirsdag i sidste uge interviewede Se og Hør-journalist Jacob Heinel Jensen prins Joachim og prinsesse Marie.

- Han virkede helt nede i gear og ganske afslappet, siger han til TV 2.

Prins Joachim fortalte dog, at han havde været inde i en krævende periode i forbindelse med den lederuddannelse ved militærakademiet, som han har taget, efter at familien flyttede til Frankrig sidste år.

- Det har været et ekstremt stressende år for prins Joachim, det er der ikke nogen tvivl om. Han har gået på det her fine franske militærakademi fra klokken 9-19 alle ugens syv dage, og samtidig har familien skullet finde sig til rette i Paris, siger Jacob Heinel Jensen.

Fejrede 18-års-fødselsdag i sidste uge

Prins Joachim befandt sig på kongefamiliens slot i den sydfranske by Cayx, da han blev ramt af en blodprop fredag aften.

Forinden havde han sammen med sine ældste sønner og ekskonen Alexandra fejret prins Felix' 18-års fødselsdag 22. juli.

Kongehuset udtalte sig senest mandag morgen om prinsens tilstand. Her var meldingen stadig, at hans tilstand er stabil, og at han har det godt efter omstændighederne.

Mandag morgen var prinsen fortsat indlagt på hospitalet i Toulouse.

Efter planen skulle han tiltræde i stillingen som Danmarks forsvarsattaché i Paris 1. september. Det står endnu ikke klart, om blodproppen får betydning i forhold til ansættelsen.

Familien havde oprindeligt planlagt at returnere til hjemmet i Paris i slutningen af denne uge.