Samfund

Prins Joachim har været under hårdt pres

Det seneste år har budt på nye udfordringer for prins Joachim, der fredag aften blev ramt af en blodprop i hjernen.

Lange dage på skolebænken med en lederuddannnelse, etablering i et nyt land og udsigt til en stilling som dansk forsvarsattaché i Paris.

Der været fart over feltet for prins Joachim, siden han i sommeren 2019 sammen med sin familie, hustruen Marie og parrets to børn, prins Henrik og prinsesse Athena, rykkede til Paris.

Og det har været en krævende periode. Det bekræftede prins Joachim selv overfor journalist Jacob Heinel fra Se og Hør i et interview, få dage inden han fredag blev indlagt og hasteopereret på et hospital i Toulouse med en blodprop i hjernen.

- Prins Joachim sagde, at det var tiltrængt at få ferie nu, inden han tiltræder i et nyt job, siger Jacob Heinel.

Efter planen skulle han tiltræde i stillingen som Danmarks forsvarsattaché i Paris 1. september. Men det står endnu ikke klart, om blodproppen får betydning i forhold til ansættelsen.

Lange dage på skolebænken

I den franske hovedstad har prins Joachim taget en militær lederuddannelse på Centre des Hautes Études Militaires (CHEM) og Institut des Hautes Études de la Défense Nationale (IHEDN).

Her har der været tale om lange dage på skolebænken, siger Trine Larsen, journalist på Billed-Bladet.

Uddannelsen består af 30 udvalgte officerer med oberst- eller kommandørrang, og hovedemnerne er militærstrategisk ledelse og internationale forhold. Størstedelen af de 30 deltagere er franske, men enkelte kommer fra lande, der er blandt Frankrigs strategiske partnere.

Det er et studie, som er seks dage om ugen fra klokken 9 til 19.

- Heldigvis er prins Joachim holdt op med at ryge, det gjorde han på sin 50-års fødselsdag, men det seneste år har han læst på en af de mest prestigefyldte militærakademier i Frankrig. Der er ingen tvivl om, at det har været en stressende periode at flytte familien til Frankrig. Børnene skal begynde i en ny skole, og de skal etablere sig dernede, siger Trine Larsen.

Ifølge Christian Lange, der er speciallæge i hjertesygdomme på Amager Hospital, kan der ofte være sammenhæng mellem levemåde og risikoen for sygdom.

- Det kan være livsstilsbetinget af få en blodprop. En alvorlig risikofaktor er tobaksrygning, men bestemt også vedvarende, langvarig stress, højt kolesterol og blodtryk kan være det, siger Christian Lange, som understreger, at han ikke kender til 51-årige prins Joachims konkrete sygdomsbillede.

Skal formentlig i genoptræning

Prins Joachim befandt sig på kongefamiliens slot i den sydfranske by Cayx, hvor han holdt ferie med familien, da han blev ramt af en blodprop fredag aften. Forinden havde han sammen med sine ældste sønner og ekskonen Alexandra fejret prins Felixs 18-års fødselsdag 22. juli.

Prins Joachims tilstand søndag middag er fortsat stabil, og han har det efter omstændighederne godt. Det oplyser kongehuset til TV 2.

- Prins Joachims situation er fortsat stabil. Prinsen kom heldigvis i professionel behandling i tide og har det efter omstændighederne godt. Hvor længe prinsen skal være indlagt, er det for tidligt at sige noget om på nuværende tidspunkt, siger Lene Balleby, kongehusets kommunikationschef, i en skriftlig kommentar.

Det er som nævnt uvist, om blodproppen kommer til at få indflydelse på prinsens opstart i det nye job, men der venter efter alt at dømme en periode med genoptræning efter en blodprop af den karakter, som har krævet operation, siger direktør Morten Lorenzen fra Hjerneskadeforeningen.

- Mængde og intensitet afgøres lidt af, hvad det er for en skade og hvor voldsom, den er. Men der vil være et genoptræningsforløb, og det skal man tage meget seriøst. Jo hurtigere, man kommer i gang, desto større er chancen for at komme godt ud i den anden ende, siger Morten Lorenzen.