Samfund

Partier vil have automatisk udbetaling af danskernes feriepenge

Politikere og økonomer mener, at den samfundsøkonomiske gevinst vil blive begrænset, hvis ikke alle får pengene udbetalt.

Økonomer og flere partier på Christiansborg vil have beskæftigelsesministeren til se på, om danskernes indefrosne feriepenge kan udbetales automatisk.

Formålet er at få så mange penge ud at arbejde til forbrug, så samfundsøkonomien kan komme i omdrejninger.

I lovforslaget om udbetalingerne lægges der op til det modsatte, så den enkelte dansker selv skal søge om at få sine indefrosne feriepenge for tre uger til udbetaling.

Vil vende modellen om

Anne Sophie Callesen, politisk ordfører fra Radikale Venstre, peger på, at man vil vende det nuværende udgangspunkt om - altså lave udbetalingen af feriepenge per automatik.

- Det handler om samfundsøkonomi, og vi kan se, at der vil være nogle timelønnede, som ikke aktivt går ind og vælger at få deres penge, fordi de enten glemmer det eller vælger det fra, siger hun.

Den radikale ordfører peger på, at flere økonomer - herunder Carl-Johan Dalgaard, der er formand for De Økonomiske Råd - har peget på, at en ordning, hvor lønmodtagere selv skal søge om pengene, kan sænke antallet af kroner og øre, der bliver udbetalt.

I stedet skal feriepengene derfor udbetales, med mindre det aktivt vælges fra.

Hos Dansk Folkeparti giver gruppeformand Peter Skaarup også udtryk for, at pengene bør udbetales automatisk.

- Stod det alene til DF, udbetalte staten alle de indefrosne feriepenge automatisk. Det her virker unødigt bøvlet, skriver han på Twitter.

Lovforslaget om de indefrosne feriepenge er blevet sendt i høring, hvor en række relevante parter kan komme med forbedringsforslag, inden det sendes i Folketinget.

Lovforslag kan blive justeret efter høring

Derfor kan det lovforslag, som de andre politikere skal stemme om, nå at indeholde flere detaljer. Og altså blive justeret i forhold til, hvordan pengene udbetales.

Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, vil have så mange penge som muligt sendt i omløb.

- Vi står i en dyb og tung krise, som har ramt hurtigt og med enorm styrke, men der er også danskere, som endnu ikke har mærket den, og der vil være en risiko for, at de ikke vil søge om at få deres penge til udbetaling, siger Jeppe Juul Borre.

Sidst, danskerne stod i en lignende situation, var i 2009, hvor de såkaldt SP-penge kunne komme til udbetaling, hvis man aktivt søgte om dem. Det valgte 91 procent af danskerne at gøre. Og derfor vil man have så mange som muligt med i forhold til de 90 indefrosne feriemilliarder.

Efter planen kommer feriepengene til udbetaling senest i oktober.