Samfund

Brand i dansk Michelin-restaurant

Branden startede i en pizzaovn. Mathias Øgendal

Ingen personer var i fare.

En brand brød torsdag aften ud i den bornholmske restaurant Kadeau.

Branden opstod i en pizzaovn og brød ud, mens der stadig var gæster på restauranten, fortalte politiet til TV 2 torsdag aften.

Ingen personer var i fare.

- Gæsterne på restauranten kom ud med det samme, siger vagtchef ved Bornholms Politi, Anders Knudsen, til Ritzau natten til fredag.

Anders Knudsen fortæller videre, at branden er slukket og at der er sket skader på bygningens tag og udvendige beklædning.

Det er uvist, hvornår spisestedet igen kan slå dørene op.

- Det aner jeg ikke. Vi skal lave nogle tekniske undersøgelser derude fredag, så det vil jeg ikke udtale mig om, svarer vagtchefen til Ritzau.

Flere personer ser til, mens brandmænd slukker branden.

Reddet fra konkurs

Kadeau har både en restaurant i København og på Bornholm.

Restauranten i København har siden 2018 haft to Michelin-stjerner, mens den på Bornholm har en.

På trods af gourmet-stjernerne blev virksomheden bag restauranterne begæret konkurs i slutningen af marts.

Forretningen blev dog reddet af en række investorer – blandt andre håndboldspilleren Mikkel Hansen og den tidligere landsholdsspiller i fodbold i Thomas Kahlenberg.

Restauranten på Bornholm genåbnede denne sommer, mens afdelingen i København efter planen åbner igen til oktober.