Samfund

Enorm meteorregn ramte Jorden for 800 millioner år siden

For over 800 millioner år siden blev Jorden og Månen udsat for et sandt bombardement af meteorer. George Frey / Ritzau Scanpix

Via 59 kratere på Månen er forskere nået frem til, at meteorer med enorm kraft ramte Jorden for længe siden.

For over 800 millioner år siden blev Jorden og Månen udsat for et sandt bombardement af meteorer.

Meteorregnen har haft over 30 gange så meget kraft som den asteroide, der for omkring 65 millioner år siden tog livet af dinosaurerne.

Det viser ny forskning tirsdag.

Asteroide slået i stykker

Japanske forskere har analyseret data fra månesonden Kaguya. Herigennem har de fundet ud af, at en enorm asteroide med en diameter på mindst 100 kilometer var skyld i meteorregnen.

Asteroiden blev slået i mindre stykker, som blev sendt ind mod Jorden og Månen.

Det voldsomme bombardement, der fulgte efter, har haft stor betydning for livet på vores planet.

Det regnes for sandsynligt, at en sådan meteor rammer Jorden én gang for hver gang, der går 100 millioner år.

Kratere fra meteornedslag, som er over 600 millioner år gamle, er på Jorden blevet fjernet af erosion og andre geologiske processer.

Erosion er den nedbrydning af jordoverfladen, der sker, når materiale fjernes af for eksempel vind eller vand.

Men på Månen er der ingen erosion, hvilket gav forskerne mulighed for at rekonstruere udviklingen gennem 59 kratere.

Udslettede store dele af Jordens liv

Ud fra kraterne regnede de sig frem til, at meteorerne, der ramte Jorden og Månen, havde en masse på omkring 40-50 millioner milliarder ton.

Det er 30 til 60 gange mere end nedslaget i Mexico for 65 millioner år siden, der udslettede mere end tre fjerdedele af Jordens liv.

Meteorsværmen kom lige inden en istid, der varede fra omkring 720 millioner år siden til 635 millioner år siden.

- Vores nye resultater peger på, at strømmen af materiale, der kom uden for Jorden, måske har haft indflydelse på havmiljøet og har forstyrret Jordens klimasystem, står der i det tidsskriftet Nature Communications, hvor forskernes resultater er offentliggjort.

Også "dyrenes fremkomst" har været påvirket af nedslagene, skriver forskerne.

Den japanske mission begyndte i 2007 og har undersøgt månen med hidtil uset detaljegrad - også den mørke side.