Plejehjemmene bag facaden

Aarhus Kommune giver grønt lys til TV 2s skjulte optagelser fra plejehjem

Efter et længere juridisk forløb mener Aarhus Kommune nu, at danskerne skal have lov at se hidtil forbudte optagelser.

Aarhus Kommune dropper forbuddet mod visningen af TV 2s skjulte optagelser fra plejehjemmet Kongsgården.

Det er Magistraten i kommunen nået frem til på et møde torsdag morgen.

Optagelserne dokumenterer, hvordan den 90-årige, demensramte Else, der har boet på Kongsgården, udsættes for omfattende plejesvigt, nedværdigende tale og sundhedsfarlig hygiejne på plejehjemmet.

Beslutningen kommer, efter den ansvarlige rådmand, Jette Skive (DF), samt borgmester Jacob Bundsgaard (S) mandag indstillede til ophævelse af forbuddet.

Ophævelsen skal ifølge Magistraten have effekt fra mandag 27. juli.

- Jeg er utrolig tilfreds med, at samtlige partier i Aarhus Byråd bakker op om mit ønske om at få vist TV2s dokumentar. Dokumentaren fortjener offentlighedens kendskab, skriver Jette Skive i en pressemeddelelse.

Magistraten i Aarhus

Aarhus Kommune har som den eneste kommune i landet magistratsstyre.

Magistraten består af borgmesteren, de fem rådmænd og tre magistratsmedlemmer.

Magistraten forbereder byrådets møder og har ansvaret for indstillinger til byrådet. Det er den enkelte rådmand – i praksis, magistratsafdeling – der har ansvaret for at udføre byrådets beslutninger.

Populært sagt er Magistraten kommunens regering.

Kilde: Aarhus Kommune

Hidtil har TV 2 ikke haft mulighed for at vise dokumentaren i fjernsynet, da Aarhus Kommune gik til domstolene, hvor først byretten i marts og senere landsretten i juni nedlagde forbud mod udsendelsen.

Jurister på andre tanker

Gennem flere måneder har et stort flertal i Aarhus Byråd, heriblandt borgmester Jacob Bundsgaard, ment, at forbuddet mod dokumentaren burde ophæves.

Også rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive, som selv stod i spidsen for at få nedlagt forbuddet i foråret, har gentagne gange sagt, at hun ønsker forbuddet ophævet.

Hun har dog forklaret, at hun hidtil ikke kunne trække forbuddet tilbage, fordi det ifølge kommunens advokater blev vurderet ulovligt med henvisning til kommunens såkaldte handlepligt.

En handlepligt, der blandt andet skal beskytte borgere på kommunens plejehjem mod krænkelser af privatlivet, hvilket ifølge advokaterne ville være tilfældet ved visning af optagelserne med Else.

Men nu er kommunens jurister kommet på andre tanker.

I denne uge offentliggjorde det juridiske kontor i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune således en ny juridisk vurdering, der lyder på, at det ikke længere vil være ulovligt for kommunen at bede retten om at ophæve forbuddet.

Kursændringen skyldes ifølge kommunens jurister, at Ekstra Bladet 8. juli valgte at bringe tre klip fra TV 2s optagelser med Else.

- Hensynet til at beskytte plejehjemsbeboeren og medarbejderne er dermed ikke så tungtvejende, som da landsretten afsagde sin kendelse, idet optagelserne nu er delvist offentligt tilgængelige, står der i vurderingen.

Ankestyrelse kan ikke nå at vurdere sagen

Da Jette Skive og Jacob Bundsgaard mandag indstillede til ophævelse af forbuddet, sendte kommunen sideløbende sin nye juridiske vurdering til Ankestyrelsen.

Det skete ”med henblik på at give tilsynet mulighed for at underkende beslutningen, hvis tilsynet vurderer, at beslutningen er ulovlig,” skrev kommunen.

Men onsdag har Ankestyrelsen svaret Aarhus Kommune, at den ikke kan nå at vurdere sagen på en uge.

Ankestyrelsen beder dog kommunen om at blive holdt orienteret i det videre forløb, da det ikke kan udelukkes, at Aarhus Kommunes beslutning er i strid med loven.

TV 2s nyhedsdirektør Mikkel Hertz glæder sig over Magistratens beslutning.

- Det har været et langt og uskønt forløb med Aarhus kommunes skiftende meldinger og juridiske fedtspil. Det er glædeligt, at de nu enstemmigt har besluttet at trække den sag, som gør, at det midlertidige forbud efter alt at dømme kan ophæves, siger han.

Mikkel Hertz kan på nuværende tidspunkt dog ikke svare konkret på, hvornår TV 2 sender dokumentaren.

- Vi sender den snarest muligt. Det er TV 2 ikke herre over. Det afhænger af, hvornår Arhus Kommune får informeret retten om at trække sagen, og hvornår retten når at hæve forbuddet. Men vi vil presse så meget på, vi kan.