Samfund

Surfere redder mand fra druknedøden

Episoden fandt sted på Hørve Strand i Nordvestsjælland. To surfere ydede hurtig førstehjælp og reddede mandens liv.

En 60-årig mand kan takke to årvågne surfere for, at han er i live.

Det oplyser Sonny Bonde, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2.

Politiet fik tirsdag klokken 14.10 en anmeldelse om en drukneulykke ved Nekseløvej på Hørve Strand i Nordvestsjælland.

- To bekendte var ude at svømme, og pludselig ligger den ene mand livløs i vandet. Vi ved endnu ikke hvorfor, men manden havde ikke puls, oplyser vagtchefen.

Fik hjertet til at slå igen

Den anden svømmer forsøgte at redde mandens liv ude i vandet, mens to surfere i nærheden blev opmærksomme på episoden og fik trukket ham i land.

- Her gav de den 60-årige hjertemassage, og det lykkedes at få mandens hjerte til at slå igen, inden ambulance, politi og beredskab ankom. Det reddede mandens liv, siger Sonny Bonde.

Vagtchefen oplyser, at de to surfere er i alderen fra 45 til 50 år og roser dem for deres snarrådige indsats på stranden.

Politiet vil desuden indstille surferne til en dusør for deres heltemod.