Lone Dybkjær er død
Lone Dybkjær blev 80 år gammel.
Den tidligere miljøminister og medlem af europaparlamentet Lone Dybkjær er død.
Det oplyser hendes ægtemand, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), i en skriftlig udtalelse, som TV 2 har fået tilsendt.
Lone Dybkjær blev 80 år gammel og var i flere år syg med kræft. Hun sov ind mandag aften med familien ved sin side.
- Lone elskede livet og holdt tappert ud til det sidste. At hun nåede at fejre sin 80-års fødselsdag var et lille mirakel, skriver Poul Nyrup Rasmussen.
Hun var frem til 2011 medlem af Folketinget. Samme år fik hun konstateret kræft.
- Hun er og var min elskede, og jeg er så taknemmelig over det liv, vi sammen har haft. Med de store sorger, men også de største og lykkeligste øjeblikke. For hende og mig var kærligheden det største, skriver Poul Nyrup Rasmussen videre.
Poul Nyrup Rasmussen takker blandt andet de ansatte på Bispebjerg Hospital, hvor Lone Dybkjær tilbragte sine sidste dage.
Aktiv til det sidste
Lone Dybkjær var uddannet civilingeniør, men var i flere omgange medlem af Folketinget for Radikale Venstre - 1973 til 1977, 1979 til 1994 og igen fra 2005 til 2011.
Fra 1988-1990 var hun miljøminister i Poul Schlüters (K) regering og fra 1994-2004 var hun medlem af Europarlamentet.
I 1994 blev hun gift med Poul Nyrup Rasmussen. Kort tid efter hendes farvel til politik mistede hun sin ældste datter, der i mange år havde lidt af sklerose.
Hendes yngste datter har i dag to børn.
I pressemeddelelsen udtaler Poul Nyrup Rasmussen, at Lone Dybkjær med "klare holdninger, vilje og mod" var aktiv i samtaler til det allersidste.
Det nikker politisk leder i Radikale Venstre, Morten Østergaard, genkendende til. I et længere opslag sender han tanker til Poul Nyrup Rasmussen og familie.
Hun gjorde "væsen af sig helt til det sidste", skriver han blandt andet.
- Tanken om ikke igen at kunne grine højt eller krydse en klinge med Fru Lone er uvirkelig. Trods hendes kamp mod kræften var hun, selv efter år som folkevalgt, dybt engageret i partiet og om hvordan vi gjorde væsen af os, skriver Morten Østergaard blandt andet.