Historien om Else er en Aarhus-historie af de helt store
Kommentar: Ender det med et permanent forbud mod at dokumentere svigt med skjult kamera, bør politikerne hurtigst muligt få ændret lovgivningen.
TV 2 Nyhederne har bedt chefredaktøren for Århus Stiftstidende, Jan Schouby, skrive en kommentar til sagen om TV 2s forbudsramte dokumentar 'Plejehjemmene bag facaden'. Århus Stiftstidende har, siden det kom frem, at TV 2 havde lavet skjulte optagelser på blandt andet plejehjemmet Kongsgården i Aarhus, dækket sagen og dens konsekvenser i forvaltningen og byrådet.
En Aarhus-historie af de helt store.
Sådan kan man passende beskrive den plejeskandale i Aarhus, som først TV 2 og siden Århus Stiftstidende og flere andre medier i de seneste uger har brugt masser af kræfter på.
Sagen om de skjulte TV 2-kameraer og den elendige pleje af ældre demente på de århusianske plejehjem er blevet en opvisning i elendig ledelse og tåbelige beslutninger af de århusianske byrådspolitikere med rådmand Jette Skive i spidsen.
Sagen er dybt alvorlig, men er samtidig svær at lade være at trække på smilebåndet over, eksempelvis når man tænker på, at 29 ud af 31 århusianske byrådsmedlemmer håbede, at kommunen ville tabe den sag om fogedforbud, som den selv havde anlagt – hvem sagde lige Aarhus-historie?
Og for at gøre det hele værre, så forsøger kommunen stadig at gøre forbuddet permanent ved en ny retssag.
Jette Skive mener nemlig ikke, at hun har lovhjemmel til at trække sagen tilbage. Noget kommunens egne jurister og den advokat, der tjener styrtende på at føre sagen – ikke specielt overraskende – er rørende enige i.
Så selvom flere uafhængige jurister er uenige i den betragtning og mener, at Jette Skive sagtens kan trække sagen tilbage, så kører sagen videre mod et permanent forbud.
Skive har dog indbragt sagen for kammeradvokaten, og ender han med at tilkendegive samme holdning som de uvildige eksperter, er der hĂĄb om, at udsendelsen endelig kan vises. I modsat fald fĂĄr danskerne formentlig aldrig udsendelsen at se.
Grotesk udgang på sagen, når nu stort set alle danskere inklusiv statsministeren og næsten alle andre af landets politikere har udtrykt ønske om det modsatte.
Men ender den bizarre sag med et permanent forbud, så bør politikerne hurtigst muligt få ændret lovgivningen.
For hvis ikke familiemedlemmer må dokumentere, at deres demente familiemedlemmer udsættes for plejesvigt, vil de allersvageste i vores samfund reelt være retsløse. Og det ville være en sørgelig udgang på en sag, der aldrig burde være endt ved domstolene, på baggrund af at TV 2 og deres journalister gjorde deres arbejde på fremragende vis, kiggede magthaverne i kortene og afslørede den største plejeskandale i mange år – og en Aarhus-historie af de helt store.