Den dag, Jans kone døde, blev han til Janni

Janni Christiansen var gift i 38 år, før hun som 61-årig skiftede køn. Hun fortryder hverken, at hun ventede så længe, eller at hun sprang ud.

Klokken tyve minutter i otte om morgenen forlod Jan Christiansen Sønderborg Sygehus, hvor hans kone gennem 38 år, Annelise, var død efter et længere sygdomsforløb.

Han kørte hjem for at sove et par timer. Da han vågnede, fortalte han sine svigerforældre den sørgelige nyhed. Så klædte han om.

- Så gik jeg ind til min nabo og sagde, at ”fremover, så bor der altså en kvinde ved siden af”, fortæller Janni Christiansen i 'Go' aften LIVE'.

Den dag for fire år siden, da hendes hustru døde, blev Jan til Janni.

At sørge og blive sat fri samtidig

På den ene side var dagen sørgelig, og hun var i sorg over tabet af sin partner gennem 44 år – men der var også en anden følelse, der meldte sig hos den 61-årige kvinde.

- Det var en lettelse. Det var en befrielse, siger hun.

For selvom Janni Christiansen kalder Annelise for ”sit livs kærlighed”, var ægteskabet også med til at holde Janni Christiansens hemmelighed nede.

Annelise kendte til og accepterede den, men de snakkede sjældent om, at Jan Christiansen i virkeligheden følte sig som en kvinde.

- Når vi forsøgte at tale om det, så endte det altid med, at vi efter fem minutter pakkede det væk, husker hun.

Kun én at sige det til

Janni Christiansen var 61 år gammel, da hun skiftede køn, men hun havde længe vidst, at hun ”var anderledes”. Men en teenagers tanker om kønsidentitet var svære at blive klog på i 1960'ernes Danmark.

- Jeg kunne hverken google det eller spørge andre om det, for det var meget tabuiseret, fortæller hun.

Hans bedste skolekammerater vidste ingenting om det, og det samme gjaldt for hans mor, der var ”gammeldags og snerpet”.

- Jeg kunne kun sige det til mig selv, siger Janni Christiansen.

Det ændrede mødet med Annelise på. Indtil for fire år siden var hun den eneste, der kendte til Janni Christiansens dybest begravede tanker.

En hemmelighed, der skabte et skjold

Som teenager var Jan Christiansen lidt af en rod, der kørte ulovlig knallert, røg lidt hash og ”drak sig i hegnet”.

- Jeg var i det selskab, som Kim Larsen siger, er dem, de andre ikke måtte lege med, siger Janni Christiansen.

I dag tror hun, at den del af hende, der blev holdt nede, var med til at bygge et skjold. Et panser, der blev forstærket, jo ældre hun blev.

- Man bygger et forsvarsværk om sig, der gør det svært at få helt nære venner, fordi der er noget, man ikke fortæller, siger hun.

Jan Christiansen trivedes på mange måder, havde en stor omgangskreds, et godt job og masser af interesser: Han blev uddannet smed, spillede og trænede fodbold og dyrkede cykelsport.

Men de store fabrikshaller og fodboldomklædningsrum, han befandt sig i, var domineret af testosteron og macho-idealer, der ikke havde plads til Jan Christiansens hemmelighed. Hver gang der var afslutningsfest i fodboldklubben, var han den første, der gik hjem.

- Jeg vidste, at når jeg blev fuld eller bare lettere bedugget, så kom min hemmelighed frem. Det ville jeg ikke risikere, siger hun.

Familien faldt fra

I dag har Janni Christiansen været igennem hormonbehandling og er blevet kastreret. Hendes CPR-nummer er ændret, så hun også juridisk er kvinde. En fuld kønsskifteoperation er ikke det væsentligste for 64-årige Janni Christiansen.

- I min alder skal jeg ikke bruge min tid på kønsskifte, nu skal jeg bruge tiden på mit nye liv, siger hun.

Transkønnethed

Transkønnethed betyder, at der er en markant og varig uoverensstemmelse mellem det køn, man fik tildelt ved fødslen, og det køn, man aktuelt oplever at være.

Nyere undersøgelser peger på, at cirka 0,5-2 procent af befolkningen har en kønsidentitet, som er anderledes end det køn, de blev tildelt ved fødslen.

Kilde: Sundhed.dk

Men at hun i dag er kvinde, har ikke været omkostningsfrit: Annelises familie var en del af Indre Mission, og den svigerfamilie, Janni Christiansen har haft i 44 år, har hun mistet. Det samme gælder for en del af hendes gamle venner og kolleger, der ikke har kunnet rumme forandringen.

- Det gør ondt. Så hvis man har de her tanker, skal man overveje det meget nøje. For det er ikke gratis, siger hun.

Andre i hendes omgangskreds har accepteret det, og Janni Christiansen har fået et nyt netværk af mennesker både i og udenfor miljøet af transkønnede.

- Hvis trangen er så stor, så skal man gøre det på trods af omkostningerne, siger hun.

Juridisk kønsskifte

Juridisk kønsskifte afhænger ikke af eventuelle kirurgiske eller medicinske behandlinger. Alle danske statsborgere over 18 år kan frit ansøge om juridisk kønsskifte hos den lokale Borgerservice.

Kilde: Sundhed.dk

Det næstbedste, der er sket

Janni Christiansen fortryder ikke, at hun ventede så længe med at fortælle andre om sin kønsidentitet.

- Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg gøre det samme igen. Ellers var jeg ikke blevet den, jeg er i dag og havde aldrig lært alt det, jeg har af Annelise, siger hun.

Selvom hemmeligheden blev begravet i 60 år, var det rigtigt, at den kom frem. For Janni Christiansen har fundet sin plads.

- Jeg er blevet et helt menneske. Der har manglet noget i mit liv, som jeg måske ikke helt var klar over. Det er det næstbedste, der er sket i mit liv, siger hun.

Førstepladsen er sikker:

- Det bedste var, da jeg som 17-årig lærte min hustru at kende, siger hun.

Janni Christiansen er sikker på, at Annelise ville være glad, hvis hun kunne se, hvor hendes tidligere mand er i dag.

- Hun ville give mig en highfive, det er der ingen tvivl om, siger hun.

Se hele indslaget om Janni Christiansen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY