Samfund

Udbytteskandalen: Tilbageslag for Skat i London – sag bliver delt op

Arkivfoto. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Skattestyrelsen har kæmpet for, at sagen i London ikke skulle deles op. Men det har en dommer nu besluttet.

I Skattestyrelsens jagt på de 12,7 milliarder kroner, der er forsvundet i forbindelse med den formodede svindel med udbytteskat, er et større retsslagsmål i gang i London.

På den ene side er blandt andet den formodede hovedperson i svindlen, britiske Sanjay Shah, og på den anden side står de danske skattemyndigheder.

Men nu kan hele sagen komme til at vakle, inden den overhovedet er kommet rigtig i gang.

Torsdag besluttede en dommer ved High Court i London således, at der skal gennemføres to såkaldte forberedende retssager, inden der kan blive taget hul på den store sag, hvor Skattestyrelsen håber at få Sanjay Shah dømt for svindel i milliardklassen.

Har kæmpet imod opdeling

Tidligere har de danske skattemyndigheder og deres advokater i London ellers kraftigt opfordret til, at hele sagskomplekset mod mere end 70 selskaber og personer, der menes at have medvirket i den formodede svindel, bliver ført som én samlet sag.

Alligevel mener Skattestyrelsen ikke, at nyhederne om de forberedende retssager er dårligt nyt for dem.

- Det et korrekt, at Skattestyrelsen har været uenig i visse af modpartens anbringender i forbindelse med det netop afsluttede forberedende retsmøde i England. Men Skattestyrelsen er godt tilfreds med dommerens endelige afgørelse, der ligger helt op ad det, som Skattestyrelsens repræsentanter har anført under mødet, oplyser Skattestyrelsen i en mail til TV 2 og Politiken.

TV 2 og Politiken har også spurgt Skattestyrelsen, hvorfor de har arbejdet så hårdt i retssalen for at føre alle sagerne samlet, og hvilken betydning, Skattestyrelsen forventer, at dommerens afgørelse kan få for retsopgøret i udlandet. Det har Skattestyrelsen ikke ønsket at svare på.

De sagsøgte er ”godt tilfredse”

I den ene af de to sager, skal en dommer nu tage stilling til, om sagen overhovedet kan føres ved retten i London. Ifølge det såkaldte ’revenue rule’-princip, kan skattesager således ikke føres ved udenlandske domstole. Det er op til det enkelte land at opkræve deres egne skatter.

Skattestyrelsen derimod har kaldt det en svindelsag, hvorfor revenue rule-princippet ikke er aktuelt. Sagen er berammet til at finde sted i første kvartal næste år, men hvis dommeren i sagen dømmer mod Skattestyrelsen, kan det blive et problem for hele det store sagskompleks. For så kan hele sagen falde, før den er kommet ordentligt i gang.

Derefter skal retten træffe beslutning i den anden af de to forberedende retssager. Her er hovedspørgsmålet, om udbyttemilliarderne kan siges at være blevet udbetalt på fiktive aktiehandler. På den ene side hævder modparten, at de havde ejet de danske aktier, de fik refusion af udbytteskat fra. På den anden side hævder Skattestyrelsen, at der aldrig var reelle aktiehandler involveret.

Henover slutningen af sidste år og starten af 2020, kørte syv lignende prøvesager ved Landsskatteretten i Danmark. I alle syv sager dømte Landsskatteretten til Skattestyrelsens fordel, men havde afgørelsen været anderledes, havde det kunnet få betydning for ikke mindst sagerne i USA.

Ifølge Helene Müller Schwiering, der repræsenterer en række af de sagsøgte i sagen, er de ”godt tilfredse” med dommerens beslutning om at lave to forberedende retssager.