Coronavirus

745.000 har dansk corona-app - fire personer er blevet advaret om smitte

Det er it-leverandøren Netcompany, som har udviklet appen i samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen og de danske sundhedsmyndigheder.  Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Sundhedsministeriet mener, at appen har bevist sit værd, til trods for at kun ganske få er advaret om corona-smitte.

Mindst fire personer har de seneste tre uger modtaget en advarsel om mulig coronasmitte gennem den officielle danske app for smitteopsporing, Smittestop.

Det skriver netmediet Version2, som har fremskaffet tallene gennem en aktindsigt hos Sundheds- og Ældreministeriet.

- Det skal dog bemærkes, at dette tal kun er en indikation på det reelle antal, men det viser dog, at appen allerede inden for kort tid og i en periode med få smittede i Danmark allerede har haft en effekt, oplyser ministeriet til Version2.

Ministeriet understreger, at appen har bevist sit værd i kampen mod coronavirus, selvom det ikke er muligt at kortlægge det fulde omfang af effekten.

For lidt over en uge siden oplyste Sundheds- og Ældreministeriet til TV 2, at 745.000 danskere har downloadet appen.

I den forbindelse lød det også fra ministeriet, at man på daværende tidspunkt havde haft 112 registreringer i appen, hvor danskere meldte sig smittet med coronavirus.

Godt udgangspunkt

Trods de beskedne tal mente professor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, Jakob Stoustrup, at det er et godt udgangspunkt.

- For hvert download har man reduceret smittetrykket en lille smule, så det er positivt. I det gode scenarie havde alle den. Men man er over den grænse, hvor det gør en forskel.

- Men jeg så gerne, at man kom over én million downloads i alt. Det er ikke et magisk tal, men det vil være godt, sagde han til TV 2.

Appen Smittestop blev lanceret 18. juni.

Den er udviklet af it-virksomheden Netcompany, og Sundheds- og Ældreministeriet har tidligere vurderet, at appen vil koste i omegnen af 20 millioner kroner i år.