Samfund

Flere end 100 børn og voksne syge på danske fodboldskoler

Smitten fandt sted i skolernes første ferieuge. Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Frikadeller, icebergsalat og pesto mistænkes for at være kilden til smitte.

Flere end 100 børn og fodboldtrænere har været syge med mavesmerter, feber og diarré efter at have deltaget på en fodboldskole.

Det oplyser Fødevarestyrelsen til DR Nyheder.

Ifølge styrelsen blev både børn og voksne smittet med tarmbakterien yersinia efter at have deltaget på fodboldskolerne i skolernes første ferieuge.

Bakterien kan ifølge Statens Serum Institut give de samme symptomer som salmonella og campylobacter, og man kan få voldsomme mavepiner, der minder om blindtarmsbetændelse.

- Vi er stadigvæk i opklaringsfasen af det her relativt store udbrud. Vi har besøgt virksomheden, som leverede maden til fodboldskolerne, sendt spørgeskemaer til deltagerne, vi stadig analyserer på, og så afventer vi svar på afføringsprøver, siger Jakob Munkhøj Nielsen, der er fødevarechef i Fødevare København, til DR Nyheder.

Onsdag kalder styrelsen det et "stort udbrud":

- Når der i hele 2018 var 282 registrerede tilfælde, er det her med tæt på 200 tilfælde et stort udbrud, siger Jakob Munkhøj Nielsen til nyhedsbureauet Ritzau.

DR Nyheder skriver, at myndighederne mistænker ”frikadeller, icebergsalat og pesto” leveret fra en ekstern madleverandør som en mulig smittekilde.

Enkelte har været på hospital

Ifølge Statens Serum Institut menes ”utilstrækkeligt varmebehandlet svinekød” at være den mest hyppige årsag til smitte. I 2019 blev der imidlertid registreret flere end 20 smittede fra spinat.

Maden er blevet leveret til to fodboldskoler hos henholdsvis Lyngby Boldklub og Virum-Sorgenfri Boldklub i Nordsjælland.

Hos Lyngby Boldklub lyder det, at mere end 50 personer har været smittet. Heraf langt de fleste i alderen 7-14 år.

Og hos Virum-Sorgenfri Boldklub har omkring 75 personer været smittet, hvor ”enkelte har haft behov for behandling på hospitalet”, lyder det i en mail til DR Nyheder.

Ifølge Statens Serum Institut går der typisk tre-syv dage, fra man er smittet, til man får symptomer. I de fleste tilfælde går infektionen over af sig selv, men kan fremskyndes ved rigelige mængder med vand og eventuelt antibiotika.

10-15 procent af de syge kan dog få senfølger i form af hævelse og ømhed af led og eventuelt hududslæt, skriver Statens Serum Institut.