Sommeren vi aldrig glemmer

Da coronakrisen raserede Europa, sad Margrethe Vestager alene bag skærmen i Bruxelles

Den danske EU-kommissær Margrethe Vestager har under hele coronakrisen trukket i arbejdstøjet for at sikre, at EU-landene på bedste vis kom igennem krisen. Her fortæller hun om sine personlige oplevelser under krisen. Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

I et skemalagt liv fordelt mellem Berlamont-bygningen i Bruxelles og familien i Danmark, har coronakrisen givet EU-kommissæren en vigtig lærdom.

Hvordan har coronakrisen ændret din sommer?

Vi har lavet en ny plan hver uge, da det gik op for os at tingene ville blive mere normale henover sommeren. Vi deler et hus i Sverige med en masse venner, kunne vi komme derover? Vi har et sommerhus i Frankrig, kunne vi komme derned? Skulle vi prøve noget nyt og tage til Tyskland? Eller hvad med Island?

Sommeren, vi aldrig glemmer

Sommeren 2020 blev ikke, som vi troede. Rejser og festlige begivenheder er aflyst. Og verden ser helt anderledes ud end for bare få måneder siden. 

I denne artikelserie interviewes kendte danskere om, hvordan coronakrisen har ændret deres sommer, og hvordan deres liv blev påvirket af virussens indtog. 

Vi har haft utallige ferieplaner. Nu er det endt med en helt enkel plan, hvor vi kører til Frankrig med alle børnene og hunden, og så har vi familietid sammen.

Jeg tror, at alle kan sætte sig ind i den der fornemmelse af, at man bliver nødt til at have børnene hjem

Margrethe Vestager

Hvordan oplevede du den aften, hvor Danmark blev lukket ned?​

Det var en meget vild oplevelse. Jeg har i sagens natur aldrig oplevet noget lignende før. Det tror jeg, ingen af os har. Jeg havde heller aldrig forventet at skulle opleve det. Selvfølgelig er det godt som dansk statsborger, at man altid kan komme hjem, men fornemmelsen af, at det ikke var en given ting, var virkelig grænseoverskridende.

Jeg har min mellemste datter, som har studeret i England. Da Mette (Frederiksen, red.) lukkede Danmark ned, var det første, jeg tænkte på, at jeg var nødt til at få min datter og hendes kæreste til Bruxelles med det samme, i fald briterne fik samme idé. Jeg ville ikke have, at de endte med at sidde fast. Så jeg satte himmel og jord i bevægelse. Nu lukkede briterne ikke, så det var helt unødige overvejelser, men jeg tror, at alle kan sætte sig ind i den der fornemmelse af, at man bliver nødt til at have børnene hjem.

Jeg følte mig også nødsaget til at blive i Bruxelles, fordi jeg syntes, at det var meget svært ikke at være der, hvor mit arbejde er. Også fordi vi tidligt kunne se, at vi ville få virkelig meget arbejde. Jeg er glad for, at jeg blev, selvom det også har været meget svært ikke at se resten af familien i tre måneder. Mine to andre børn plejer jeg at se mindst en gang hver 14. dag, så tre måneder er alt, alt for meget.

Hvordan var det at være fanget i Bruxelles?

Vi knoklede virkelig i kommissionen. Vi begyndte hver dag med et krisemøde for alle de kommissærkolleger, der havde den mindste aktie i håndteringen af krisen. Alting var virtuelt. Jeg kom ind om morgenen, satte mig foran skærmen, og så blev jeg siddende der resten af dagen.

Det har været virkelig mærkeligt. Jeg kunne godt få den illusion, at jeg var alene i verden. Jeg sad i en stille by. Da der var færrest mennesker, var vi 60 personer i hele EU-kommissionens enorme Berlemont-bygning, og det er inklusiv vagter og rengøringsassistenter. Jeg hørte meget radio for at få en fornemmelse af, hvad det var for en virkelighed, der var på den anden side af stilheden.

Det fantastiske var, at jeg havde min datter og hendes kæreste, som skulle skrive deres bacheloropgaver færdige, så de var derhjemme. Når jeg kom hjem omkring klokken 20 om aftenen, var der varm mad på bordet. De lavede også en ekstra portion, som jeg kunne få med som frokost næste dag, da der ikke var nogen steder, man kunne få noget at spise.

Jeg gik ind om morgenen, der er ikke så langt, omkring tre kilometer til Berlemont fra hvor jeg bor, med min lille frokost i tasken, som de havde lavet dagen før. På den måde blev det sådan en lille boble af noget, der var virkelig rart.

Bliver familiefunktionen ændret i sådan en krise?

For at være en god beslutningstager er det vigtigt for mig ikke at være i det hele tiden. Når jeg kom hjem, og vi havde spist, så vi et eller andet i tv. Nogle aftener så vi ‘The Great Pottery Throw Down’, som kort fortalt er bagedysten for keramikere. Letfordøjeligt tv. Når der er meget pres på i øvrigt, så skal jeg ikke sidde og se krimier om børn, der bliver bortført eller andre forfærdelige ting. Så skal jeg se en eller anden variation af bagedysten - keramik, glaspusteri, makeup. Bring it on.

I april finder en ukendt kvinde et lille frirum under lockdown og slikker sol på en tagryg i Bruxelles.

Hvad tænkte du, da du så kvinden sidde på tagryggen?

Det så helt vildt ud. Hun sad nærmest i silhuet på taget. Det, man forventer, når man kigger i blikretningen, er en tagryg og nogle skorstene. Lige pludselig sidder der en kvinde i en liggestol.

Det var sådan, at mange ikke havde lov til at komme ud i Bruxelles. Man måtte gå ud at motionere, men ikke tage ophold. Hvis man gjorde det, kom politiet og bad én om at flytte sig. I parkerne var der droneovervågning, og der var tape på bænkene. Hvis man gik ud, var det for at være i bevægelse.

Bruxelles er ikke en særligt rig by, der er mange mennesker, som bor i små lejligheder med deres børn. Så det, at hun havde fundet et lille fristed deroppe på toppen af huset, det blev for mig et tegn på noget, vi trængte til: at vi nok skulle finde en vej gennem krisen og skabe en følelse af frihed og rum omkring os.

Et billede af Margrethe Vestager fra slutningen af maj, da det endelig var tilladt at se andre end den nærmeste familie. Her nyder kommissæren en lun aften på en venindes altan.

Hvordan var det endelig at få lov til at udvide den sociale cirkel?

Det kom bag på mig, hvor godt det var. Der er bare noget helt andet ved at være sammen, når man ikke er adskilt af en skærm. Man oplever hinanden på en anden måde. Man kan få en fornemmelse af huden, af gestikken og varmen.

Hvilken oplevelse har været den mest skelsættende for dig de seneste måneder?

Jeg synes, at de første uger af krisen, hvor landene lukkede ned og vendte sig væk fra hinanden, var rigtig svære. At se nogle lande være så hårdt ramt, at man næsten ikke kunne forstå det, var hjerteskærende. Det kunne ligeså godt have været os.

For mange af os vil der komme en efterreaktion, når tingene begynder at blive normale igen. Vi er ikke igennem endnu

Margrethe Vestager, EU-kommissær

Hvis man virkelig har brug for hjælp og oplever, at naboerne bare vender ryggen til, giver det nogle sår, som er så dybe, at det tager lang tid at få helet igen. Det var meget svært at se på, fordi jeg tænkte: “Kan det virkelig passe?”.

Kontrasten var så stor, for samtidig var folk så hjælpsomme og kom sammen inden for landene med blandt andet fællessang.

Men manglen på at række ud til naboen på den anden side af grænsen skar mig i hjertet.

Hvad har du lært om dig selv under coronakrisen?

Jeg ved faktisk ikke, om jeg er helt færdig med at finde ud af det endnu. Jeg kan mærke, at det er først nu, at det er ved at gå op for mig, hvilken trykkoger, vi har været i.

Den der underlige kombination af stilhed og arbejdspres gav mig en illusion om, at krisen “ikke rigtig var noget”, fordi der ikke var den normale lyd og fornemmelse af stress, når folk kommer løbende og siger: “Nu gør vi sådan”, og man mødes og handler. Nu havde vi skærmene imellem os.

For mange af os vil der komme en efterreaktion, når tingene begynder at blive normale igen. Vi er ikke igennem endnu.

Det, som jeg prøver at være meget opmærksom på, er at få oplevelserne bearbejdet, få justeret følelserne og være klar til, at der snart kommer ny periode, hvor vi ikke behøver at være i fuldstændig alarmtilstand mere. Så prøver jeg at lære noget af krisen. Jeg vil ikke smide de gode erfaringer over skulderen og gå tilbage til gamle vaner. I stedet vil jeg huske på, at coronakrisen også gav tid til at fokusere på de ting, som jeg er glad for.

Det er en vigtig erfaring. Nogle gange tager jeg mig selv i at have et meget skematisk liv. Når jeg er hjemme i Danmark, skal jeg jo nå at se en masse venner, men det er vigtigt at tage sig tid og skabe rum til kun at skulle nå én eller to ting i løbet af en weekend.