Coronavirus

130 lande anbefaler nu mundbind, men Danmark står fast

Både Trump og Johnson er nu begyndt at bruge mundbind, men i Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen det fortsat ikke.  Ritzau Scanpix

Danmark er blandt 19 lande i verden, der ikke anbefaler brugen af mundbind.

De seneste dage har både den amerikanske præsident, Donald Trump, og den britiske premierminister, Boris Johnson, for første gang vist sig offentligt med mundbind - og det er i tråd med en overvejende del af resten af verden.

Senest har Storbritannien sluttet sig til det overvældende flertal af coronaramte lande, hvor mundbind i varierende udstrækning er påbudt.

Efter et langt og tøvende tilløb indfører myndighederne nu, at briterne skal dække deres ansigt med et mundbind, når de besøger butikker. Bryder man reglerne, kan man blive mødt med en bøde, skriver BBC.

Da covid-19 begyndte at sprede sig fra Kina og ud i hele verden i foråret, var mange myndigheder verden over - inklusiv Verdenssundhedsorganisationen, WHO - ellers af den overbevisning, at mundbind ikke ydede nogen beskyttelse, når det kom til spredningen af sygdommen.

Mange har dog siden skiftet mening og anbefaler nu mundbind indendørs. Flere regeringer har endda gjort det obligatorisk at bruge et.

Dermed anbefaler over 130 lande og 20 amerikanske stater nu brugen af masker, oplyser aktivistgruppen Masks4all, der samler informationer om maskebrug verden over.

Hvad har ændret sig?

Nogle studier peger mod, at folks holdning til mundbind har ændret sig, i takt med at det efterhånden står klart, at coronavirussen er kommet for at blive i en rum tid. Og så lader ændringen også til delvist at være på grund af, at forståelsen af, hvordan covid-19 spreder sig, er blevet bedre.

I løbet af de seneste måneder har forskere fundet ud af, at virussen ikke kun spredes af syge mennesker - også øjensynligt raske mennesker kan bære virussen og sprede den. Derfor mener mange sundhedsmyndigheder og WHO nu, at brugen af masker kan stoppe raske mennesker i at bære sygdommen videre.

Ifølge BBC har der også været en forskning, der indikerer, at lande, hvor der i udbredt grad bliver båret mundbind, ser ud til at have en lavere smitterate end lande, hvor de ikke bliver brugt.

Desuden peger nogle forskere på, at mundbind også ser ud til at kunne beskytte dem, der bærer den mod at blive smittet.

Danmark holder stadig fast i egen maskepolitik

Gennem hele coronakrisen har de danske sundhedsmyndigheder fastholdt, at der ikke er nogle studier, der entydigt peger på, at mundbind har en reel effekt mod spredningen af covid-19. Derfor er Danmark ét af de blot 19 lande, der stadig holder fast i sin politik om ikke at anbefale brugen af mundbind.

For få dage siden opdaterede Sundhedsstyrelsen sine anbefalinger. På styrelsens hjemmeside skriver den:

- Vurderingen er fortsat, at man generelt godt kan bevæge sig i det offentlige rum uden at bruge mundbind. Der er dog nogle særlige situationer, hvor man ikke kan overholde de generelle anbefalinger, og hvor mundbind kan bruges i stedet.

De særlige situationer kan for eksempel være under transport til en coronatest, eller hvis du er pårørende til en person i risikogruppen, og du ikke kan holde afstand til denne person.

Sundhedsstyrelsens vicedirektør Helene Probst forklarer til TV 2, at anbefalingerne lyder sådan, blandt andet fordi man skal passe på, at brugen af mundbind ikke giver en falsk tryghed.

- Vores generelle anbefalinger er langt mere effektive, end mundbind er. Men i situationer, hvor man ikke kan overholde de generelle anbefalinger, kan mundbind være et fint supplement, siger hun og tilføjer, at mundbind faktisk kan gøre mere skade end gavn:

- Hvis ikke man bruger mundbindet korrekt og følger de anbefalinger, der er for dem, kan man faktisk have større risiko for at blive smitte, når man bruger dem.