Samfund

Danmarks største isproducent vil ikke ændre navn på Kæmpe Eskimo

Arkivfoto. Andreas Hagemann Bro / Scanpix Denmark

Premier Is overvejer ikke for nuværende at ændre navnet på Kæmpe Eskimo. Hansens Is har ellers skiftet.

Danmarks største isproducent, Premier Is, der også ejer Hjem-IS, holder fast i navnet Kæmpe Eskimo til sin chokoladeovertrukne solbærflødeis.

Det oplyser kommerciel direktør Claus Dahlmann Larsen til Ritzau, efter at Hansens Is har valgt at ændre navnet på sin pendant, da det kan opfattes stødende.

- For os er Kæmpe Eskimo nostalgi og navnet på en is, som forbrugerne elsker og har gjort i rigtig, rigtig mange år. Det har ikke til hensigt at krænke eller støde.

- Og vi har ikke fået nogle henvendelser overhovedet om det. Hvis vi skulle få det fra foreninger eller befolkningsgrupper om, at de finder det stødende, så vil vi overveje det igen. Men på den korte bane er svaret nej, siger den kommercielle direktør.

I kølvandet på drab på George Floyd

I takt med at protester og en folkelig bevægelse i USA har sat større fokus på potentielt stødende navne og statuer, har debatten om Kæmpe Eskimo-isen også rejst sig i Danmark. Protesterne opstod, efter at den sorte amerikaner George Floyd døde i forbindelse med en brutal anholdelse.

'Eskimo' betegner ifølge Den Danske Ordbog personer, "der tilhører et af de oprindelige asiatiske folk, der bebor de arktiske egne i Grønland". Her anføres det dog, at ordet kan virke stødende, og at 'inuit' foretrækkes af folkeslaget, der også er i det nordlige Canada, Alaska og dele af Sibirien.

I slutningen af juni blev debatten rejst første gang, da producenten Dreyer's Grand Ice Cream i USA ændrede navnet på isen "Eskimo Pie". I den forbindelse fortalte både Rema 1000 og Frisko, at de ikke var på vej til at ændre navnet.

Vil ændre navn til O'Payo

Mandag fortalte isproducenten Hansens Is til TV 2, at de vil ændre navnet til O'Payo.

- Det er en stor beslutning for os og forbundet med en vis portion vemod, men vi er bestemt ikke for stolte til at lade os oplyse og kigge på, hvordan vi agerer ansvarsfuldt i vores samtid, sagde salgsdirektør i Hansens Is Anders Eibye Hansen til TV 2.

Claus Dahlmann Larsen fra Premier Is siger, at selskabet følger debatten og vil lytte, hvis der kommer nogen henvendelser.

- Vi kalder os hele Danmarks ismejeri. Det forpligter. Også når det kommer til at være mangfoldig og favne alle. Derfor har vi også fokus på ikke at krænke eller være ekskluderende, siger han.