Coronavirus

WHO advarer efter stor smittestigning: - Det vil blive værre og værre og værre

Det er kun få dage siden, at WHO registrerede den største stigning i antallet nye coronatilfælde globalt på et enkelt døgn.

Med mere end 13 millioner smittede med covid-19 globalt og alene en million nye smittede de seneste fem dage kæmper en række lande med at inddæmme coronavirussen.

Derfor var budskabet alvorligt fra generalsekretæren for Verdenssundhedsorganisationen, WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, ved et pressemøde mandag i WHO's hovedkvarter.

- Lad mig sige det ligeud: I for mange lande går det den forkerte vej. Virussen forbliver offentlighedens fjende nummer et, siger generaldirektøren.

- Hvis det helt basale ikke bliver fulgt, er der kun en vej, som det her vil udvikle sig: Det vil blive værre og værre og værre.

Pressemødet var en af WHO's ugentlige opdateringer om udviklingen af smitte med coronavirus på globalt plan.

- Der vil ikke være nogen tilbagevenden til det normale i den nærliggende fremtid. Der er meget at være bekymret for, tilføjede WHO-generaldirektøren i sin advarsel.

Særligt USA, Brasilien, Indien og Mexico har den seneste tid oplevet en væsentlig stigning i antallet af døde med coronavirus og smittede.

Afhængig af god regeringsførelse

Tedros Ghebreyesus kritiserede ved mødet regeringsledere, der har håndteret coronakrisen med blandede signaler. Ifølge ham har det svækket tilliden til landes sundhedsmyndigheder.

- Jeg ved, at regeringslederne arbejder under svære omstændigheder, men der er ingen genveje til at håndtere pandemien.

Ifølge generalsekretæren har nogle lande ikke villet se problemerne i øjnene, og her bør kampen mod coronavirus styrkes.

- Regeringers udmeldinger bør være klare og konsekvente, så det bliver så let som muligt for indbyggere at følge dem, siger han.

Generalsekretæren nævner ikke konkret, hvilke lande der ifølge ham har svigtet, og for den sags skyld heller ikke, hvilke der har gjort det godt.

- Jeg kan ikke understrege i tilstrækkeligt omfang, at de lande, der har tacklet krisen bedst, er de lande, der har gjort mest for at smitteopspore under nedlukning.

Kedelig rekord

Fredag kunne WHO registrere 228.102 nye tilfælde af coronavirus på 24 timer globalt. En hidtidig rekord.

Antallet af bekræftede døde ligger stabilt på omkring 5000 om dagen.

Første tilfælde af coronavirussen blev konstateret i den kinesiske millionby Wuhan, hvor smitten brød ud i slutningen af 2019. Siden da har den bredt sig til hele verden.

Virussen menes at stamme fra et marked, hvor der blev solgt kød fra vilde dyr.