Dansk isproducent dropper navnet Eskimo
Hansens Is dropper navnet til ispinden, der tidligere har været kritiseret for at kunne opfattes racistisk.
En pindis med chokoladeovertrukket vaniljeis og solbærsyltetøj har altid heddet en Eskimo på isskilte rundt omkring i det danske sommerland.
Men isproducenten Hansens vælger nu at omdøbe deres version af isklassikeren, da de mener, navnet er et levn fra "en gammel og mere uoplyst tid." Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
- Det er en stor beslutning for os, og forbundet med en vis portion vemod, men vi er bestemt ikke for stolte til at lade os oplyse og kigge på hvordan vi agerer ansvarsfuldt i vores samtid, siger salgsdirektør i Hansens Anders Eibye Hansen.
Hansens vil fremover kalde isen for O’Payo, som er navnet på den slags chokolade, isen beklædes med.
Ispinden fik navnet Eskimo efter den amerikanske is-specialitet Eskimo Pie, som tidligere i år også fik navneændring.
Virksomheden bag isen, Dreyer's, valgte nemlig i juni at droppe navnet Eskimo Pie efter årelang kritik af navnet, som menes at bygge på en racemæssig stereotyp. Dreyer's har endnu ikke offentliggjort et nyt navn til isen.
Potentielt stødende ord
Ordet eskimo betegnes af Den Danske Ordbog som et ord, der "kan virke stødende".
Ordet blev ifølge Sproget.dk oprindeligt brugt af franske kolonialister om den indfødte befolkning i Canada, og blev i mange år efterfølgende brugt om indfødte befolkninger i verdens arktiske egne.
De oprindelige befolkninger har foretrukket at blive betegnet med ordet inuit siden oprettelsen af NGO'en Inuit Circumpolar Council, der repræsenterer over 180.000 inuitter, i 1977.
Eskimoen har også tidligere været til debat herhjemme, da Dansk Sprognævn vurderede, at ordet eskimo kunne opfattes racistisk.
Kritikken var dengang møntet på isproducenten Frisko, som dog afviste at ændre navnet, de de ifølge daværende marketingchef Henrik Funder aldrig havde modtaget klager fra kunder om, at navnet skulle være "stødende eller anfægteligt". Frisko benytter stadig navnet Kæmpe Eskimo.
Stereotype varemærker kasseres
Beslutningen om at droppe betegnelsen eskimo om pindis kommer i kølvandet på en række andre sager, hvor producenter af produkter med logoer eller navne, der bygger på racemæssige stereotyper.
Senest har den amerikanske fodboldklub Washington Red Skins at udskifte navn og maskot efter årelang kritik.
Derudover har det amerikanske selskab Quaker Oats valgt at skifte navn og logo på varemærket Aunt Jemima tidligere i år. Kvinden, der optrådte på Aunt Jemima-logoet, var en tidligere slavegjort kvinde.
Også selskabet Mars, der ejer varemærket Uncle Ben's, vil skifte navn og logo på den serie af varer.
Ifølge NBC News betegnes ordet "uncle" nedsættende, når det bruges om en sort mand. Forklaringen ligger i, at man i USA tidligere kaldte sorte mænd "uncle", da man nægtede at kalde dem "mister" eller "sir".