Samfund

Tur i Knuthenborg endte i en lang bilkø for mor og søn - nu kan alle få pengene tilbage

Der var proppet med biler i Knuthenborg Safaripark torsdag, da en mor og søn skulle se på dyr. Privatfoto

Knuthenborg Safaripark har indført begrænsninger på antallet af gæster og refunderer nu billetter for to dage.

I den forgangne uge fik gæsterne i Knuthenborg Safaripark ikke kun dyr at se, men også en hel del biler.

Den populære dyrepark har nemlig oplevet endog meget stor interesse fra familier, som gerne ville bruge starten af sommerferien på at se på dyr. Så stor interesse, at Knuthenborg tidligere på ugen indførte et krav om, at gæsterne skulle købe billet hjemmefra.

Men det var langt fra nok.

Det mener i hvert fald en mor fra Helsingør, som torsdag fik sig en ærgerlig overraskelse.

Charlotte Wedells ni-årige søn havde fødselsdag, og det ville hun og sønnen fejre med en tur i Knuthenborg Safaripark. Men allerede ved ankomsten var bilkøen så lang, at de med det samme befandt sig i en bilkø.

- Vi starter med at holde i kø i næsten to timer ved indgangen. Efter billetlugen får vi at vide, at der er frit lejde. Men da vi kommer derind, rammer vi et knudepunkt, fortæller Charlotte Wedell til TV 2.

 Charlotte Wedells søn havde fået turen i Knuthenborg Safaripark som en ekstra fødselsdagsgave.

Så kun én ged

Men det var kun begyndelsen på, hvad der endte som en lang skuffelse.

Da Charlotte Wedell og resten af familien endelig når ud af parken, har de brugt lige så meget benzin, som da de kørte fra Helsingør til Lolland, hvor Knuthenborg ligger.

- Der havde vi været i parken i fire timer, måske fem. Og vi havde intet set udover end en tissemyre, der sad på vores rude, og en ged, der var faret vild, siger hun.

- Ledelsen tog ikke ansvar

Charlotte Wedell er vred over Knuthenborg Safariparks håndtering af sagen.

En anden gæst oplevede også lange bilkøer i Knuthenborg onsdag.

- Personalet derinde klarede det fantastisk, og de gjorde alt, hvad de kunne. Det var ledelsen, der ikke tog ansvar. Havde de bare givet mig en undskyldning, havde jeg aldrig reageret sådan her, siger hun.

Efterfølgende har Knuthenborg Safaripark dog taget konsekvensen af de mange og lange bilkøer.

Efter henvendelse fra TV 2, skriver parken lørdag på Facebook, at de vil refundere gæsternes billetter, hvis de besøgte parken tirsdag eller torsdag.

Kære gæster, der besøgte Knuthenborg Safaripark tirsdag den 7. juli og torsdag den 9. juli 2020 🦒 Vi har nu internt...

Posted by Knuthenborg Safaripark on Saturday, July 11, 2020

Derudover har de valgt at indføre begrænsninger på antallet af besøgende.

I et andet opslag på Facebook skriver safariparken, at der ikke bliver sat et konkret tal på det maksimale antal biler, men at det bliver en vurdering fra dag til dag.

Gæsterne kan holde øje med det på Facebook-siden, på hjemmesiden, og eventuelle bilister, der måtte holde i kø, vil få besked direkte, lover parken.

- Vi håber rigtig meget på jeres forståelse og tålmodighed i denne særlige tid, skriver de.

BEGRÆNSNING PÅ ANTAL GÆSTER Da alle fejrer sommerferie i Danmark i år, har vi oplevet mange gæster de sidste par dage....

Posted by Knuthenborg Safaripark on Thursday, July 9, 2020

Billetter til halv pris populære

Udover Knuthenborg Safaripark har andre af landets dyreparker også trukket flere gæster til end sædvanligt.

Det skyldes blandt andet, at dyreparkerne, som et led i regeringens sommerpakke, har fået mulighed for at sælge deres billetter til halv pris.

Fredag kunne Odense Zoo melde om så mange besøgende, at de var nødt til at indføre krav om, at gæsterne bestiller deres billetter hjemmefra og ankommer på forudbestemte tidspunkter.

- Vi havde 5500 gæster inde i går. Det kan vi godt håndtere, men så heller ikke mange flere, sagde Bjarne Klausen, direktør i Odense Zoo til TV 2 Fyn.

Også i Givskud Zoo har de oplevet et langt større besøgstal end forventet. Derfor opfordrer parken nu gæsterne til at komme på andre tidspunkter end der, hvor der er flest i parken.

- Der kommer nogle flaskehalse i parken. Så derfor prøver vi at kommunikere, at folk gerne på komme senere på dagen, så vi kan få spredt besøgene ud, siger direktør i Givskud Zoo, Richard Østerballe, til TV Syd.

Øer bliver overrendt

Men det er ikke kun dyreparkerne, der oplever en stor stigning i antallet af besøgende.

Også småøerne rundt omkring i landet har i disse dage fået flere gæster end normalt, efter at Folketinget fra 1. juli har gjort det muligt for gående og cyklister at sejle gratis med 53 færgeruter.

De mange turister har blandt andet skabt problemer for de faste beboere på øerne.

Torsdag formiddag blev 50 personer, som skulle have været med færgen til Orø, eksempelvis efterladt på fastlandet, fordi der ikke kunne være flere passagerer ombord. Flere lokale har siden 1. juli desuden skrevet i den lokale Facebookgruppe for Orø, at de ikke kunne komme med den planlagte færge.