Samfund

Politiet kimes ned: - Må jeg tage over grænsen uden pas?

Folk tjekkes ved den danske grænse ved Rødby, lørdag den 14. marts 2020. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Mange danskere vil gerne over grænsen til Tyskland, men har ikke fået fornyet deres pas under coronakrisen.

Politiet i Sydjylland får usædvanligt mange opkald for tiden - men ikke om kriminelle forhold. Det er derimod danskere, der ringer for at spørge, om de godt kan tage en tur over grænsen til Tyskland uden deres pas.

Det fortæller Helle Lundberg, kommunikationsrådgiver hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Der er en bølge lige nu. Jeg tror, folk har siddet hjemme i coronatiden, og så har de ikke fået det fornyet. Der er også flere, der er taget i sommerhus og har fundet ud af, at de gerne vil ned og handle over grænsen, siger hun.

Kan give bøde og problemer

Der lyder dog samme svar til alle, der ringer: Man må ikke tage over grænsen uden at kunne legitimere sig med et pas. Og et sygesikringsbevis kan ikke erstatte det rødbedefarvede hæfte - heller ikke for børn.

- Dem, der tager små børn med over, risikerer, at de ikke kan dokumentere, at barnet er deres. Det kan ligeså godt være et barn, de ikke har forældremyndigheden over, et de har købt eller bortført. Man skal kunne bevise, at det barn, man gerne vi have med ind i landet, er ens eget, siger Helle Lundberg.

Langt de fleste accepterer, at det er sådan, det er, men der er også flere, der forhører sig om, hvor høj bøden er, hvis de nu alligevel prøver lykken. Et glemt pas kan udløse en bøde på 1000 kroner.

- Og det giver et frygteligt besvær, siger kommunikationsrådgiveren.

De mange opkald har fået politikredsen til alene fredag at udsende tre tweets, hvor den understreger, at en tur over grænsen kræver et gyldigt pas.

En udbredt misforståelse

Flere af dem, der ringer ind, har den opfattelse, at det er noget nyt, at det er påkrævet at medbringe passet, når de for eksempel skal ned og købe sodavand og slik.

Men det er en udbredt misforståelse, fortæller Helle Lundberg.

- Sådan har det altid været. Inden grænsekontrollen skulle man også have pas med - det har ikke ændret noget. Men nogle tror, at de ikke skulle have pas med, da vi ikke havde paskontrol, siger hun.

Helle Lundberg anbefaler, at man i stedet for at drage afsted uden passet undersøger åbningstiderne for borgerservice i hjemkommunen. Nogle af dem har åbnet om lørdagen, så man kan få lavet et nyt, lyder det.