GO'

Kvinde med dobbelt statsborgerskab tager til genmæle - føler sig krænket af DF

Står det til Dansk Folkeparti, skal personer, der ikke har dansk statsborgerskab, miste retten til at arbejde i Hjemmeværnet, Forsvaret og styrelser.

Kan man være en neutral embedsmand i en dansk myndighed, hvis man har dobbelt statsborgerskab?

Det mener Dansk Folkeparti ikke.

Torsdag delte hovedbestyrelsesmedlem Martin Henriksen et opslag på Facebook om jurist i Udlændingestyrelsen Soma Mayel, der behandler sager om statsborgerskab.

Selv har hun både afghansk og dansk pas, og det faktum, mener Henriksen, er undergravende for tilliden til udlændingesystemet.

Fredag aften mødtes Soma Mayel så med Martin Henriksen i 'Go' aften LIVE' i en debat. Her afviste Soma Mayel enhver risiko for habilitetsproblemer på grund af hendes dobbelte statsborgerskab.

Hun hviler i sin faglighed, og kalder Henriksens kritik for "et grotesk angreb på embedsværket".

- Jeg har arbejdet i Udlændingestyrelsen siden 2015, og jeg hviler i min saglighed. Jeg er jurist, når jeg går på arbejde, og jeg forvalter loven, uanset hvilken regering der sidder. Men Henriksen krænker min personlighed og min faglighed, siger Soma Mayel.

Standpunktet er principielt

Martin Henriksen kunne i debatten ikke komme med konkrete eksempler på, at Soma Mayel har forvaltet sin position eller sit arbejde på en måde, hvor det giver habilitetsproblemer.

For ham er det vigtigt at rejse den principielle debat.

- Når man træffer vigtige afgørelser, der har betydning for Danmark og for det danske folk, kan man ikke også være udenlandsk statsborger. Jeg skal jo heller ikke sidde i Tyrkiet som dansk statsborger og bestemme, hvem der skal have adgang til Tyrkiet, siger han.

Soma Mayal mødte Martin Henriksen ved statsborgerskabsdag i Folketinget for år tilbage.

Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen skærper retorikken yderligere i et interview med DR, hvor han udlægger partiets linje.

Står det til Dansk Folkeparti skal personer, der ikke har dansk statsborgerskab miste retten til at arbejde i Hjemmeværnet, Forsvaret og styrelser.

- Det drejer sig om statens sikkerhed, og det er helt afgørende, at man skal have dansk statsborgerskab. Det vil da være mærkeligt andet, siger Søren Espersen.

Soma Mayal tager Dansk Folkepartis ønske med ophøjet ro.

- Jeg har aldrig siddet i en sag, hvor jeg har været inhabil. Man må have tillid til min faglighed og embedssystemet. Jeg er ikke bekymret for min fremtid, siger hun.

Overvejer mulighed for at gå rettens vej

Mayal overvejer stadig, om det, hun betegner som en offentlig udskamning, skal have konsekvenser, og om hun eksempelvis vil trække Martin Henriksen i retten for injurier.

Dansk Folkepartis ønske om, at visse offentlige positioner skal være forbeholdt personer, der ikke har dobbelt statsborgerskab, får heller ikke støtte fra regeringen.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) mener, at DF's synspunkt er et angreb mod den normale opfattelse af upartiske embedsmænd.

- Det giver dybe panderynker hos enhver demokrat, når et væsentligt parti som Dansk Folkeparti pludselig mener dette. Tænk det venligst ordentligt igennem, skriver Tesfaye til Søren Espersen på Twitter.

Se hele mødet mellem Martin Henriksen og Soma Mayel i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY.