Samfund

Ingen coronadødsfald i Danmark siden mandag

Derudover er der fredag 30 nye bekræftede smittetilfælde.  Lasse Kalhauge / TV 2

En person mindre er indlagt med coronavirus, viser daglig opdatering. 30 nye smittetilfælde bekræftet.

Der er en person mindre indlagt på danske hospitaler med coronavirus, viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut fredag. Dermed er der 17 indlagte med coronavirus.

Af de 17 indlagte er 4 af dem indlagt på en intensivafdeling. Det er en mindre end torsdagens opdatering. Alle 4 er i respirator.

Fredagens opdatering indeholder yderligere 30 bekræftede tilfælde af smitte med coronavirus, mens 32 smittede er registreret som havende overstået en infektion.

Der er ikke registreret nye dødsfald, og dermed er der fortsat 609 i Danmark, der er døde med coronavirus.

I de underliggende tal fra Statens Serum Institut kan man se, at det seneste kendte dødsfald med coronavirus er sket 6. juli - altså mandag.

Udbrud stoppet i tide landet over

Statens Serum Institut laver løbende forskellige opgørelser, hvor man kan se, hvordan nye smittetilfælde fordeler sig.

Et af dem er et kort over landets kommuner. Her farves kommunerne, alt efter hvor mange smittetilfælde der er fundet over de seneste syv dage i en kommune per 100.000 indbyggere.

Særligt det kort har fanget speciallæge i infektionssygdomme og lektor i global sundhed på Aarhus Universitet Christian Wejses opmærksomhed.

Det tyder ifølge ham på, at de danske sundhedsmyndigheder har formået at knække de tilløb til udbrud, som man har set visse steder.

- Det viser, at de udbrud, der har været, er blevet håndteret fornuftigt, og at smitten er blevet inddæmmet, siger Christian Wejse.

- Hvis der havde været et vedvarende udbrud, og der ikke var kontrol med den smitte, ville vi forvente, at der fortsat var mange, der testede positiv i de kommuner. Det er der ikke.

- De områder, hvor der har været nogle relativt store udbrud - Hjørring og Solrød eksempelvis - har de i et stykke tid været nede under 10 smittede per 100.000 indbyggere.

- Det er en meget følsom markør, der viser, hvor der er gang i noget. Og derfor er det virkelig positivt, når der er så få kommuner, hvor der er smittede - og ingen kommuner med et højt antal smittede.