Samfund

Vognmand kræves fængslet for grov udnyttelse af chauffører

Transportfirmaet kom i fokus, da det kom frem, at selskabets chauffører levede under usle kår nær grænsen.

Det vakte opsigt, da optagelser fra en lejr ved Padborg nær den dansk-tyske grænse blev offentliggjort tilbage i 2018.

På billederne optrådte filippinske chauffører, der levede under tilsyneladende yderst primitive kår. De var angiveligt ansat hos transportfirmaet Kurt Beier.

Samtidig florerede oplysninger om usædvanligt lave lønninger.

Transportfirmaet blev efterfølgende politianmeldt, og Syd- og Sønderjyllands Politi tog hul på en større efterforskning af forholdene i virksomheden.

Kræver fængselsstraf

Knap to år senere har anklagemyndigheden nu rejst tiltale mod Kurt Beier Transport A/S og flere ledende personer i virksomheden.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Anklagemyndigheden kræver fængselsstraf til de tiltalte.

Politiets efterforskning har fokuseret på selskabets ejerforhold og økonomi. Desuden har man set på chaufførernes kontrakter, boligforhold og løn.

I løbet af efterforskningen har politiet blandt andet afhørt 30 chauffører fra Filippinerne og Sri Lanka.

Brud på flere love

Virksomheden tiltales for såkaldt åger af særlig grov beskaffenhed. Præcist hvad denne åger består i, fremgår ikke af pressemeddelelsen.

Men af straffeloven fremgår det, at man blandt andet kan straffes for åger, hvis man udnytter en anden persons økonomiske eller personlige vanskeligheder eller manglende indsigt.

Udnyttelsen skal i så fald ske med det mål at "opnå eller betinge en ydelse", som ikke stemmer overens med betalingen.

I november 2018 kunne TV 2 sammen med Fagbladet 3F fremlægge dokumenter, der viste, at Kurt Beier Transport, efter sagen havde kørt i medierne, tilbød sine filippinske chauffører en lønstigning fra cirka 15 til 20 kroner i timen. Et tilbud, chaufførerne dog afviste.

Anklagemyndigheden har desuden rejst tiltale for blandt andet overtrædelse af udlændingeloven, byggeloven og bygningsreglementet.

De chauffører, som sagen drejer sig om, var ansat ved et polsk transportfirma. Dette firma leverede ydelser til Kurt Beier Transport.

Det er endnu ikke planlagt, hvornår sagen skal for retten.

Boede i containere bag pigtråd

I oktober 2018 kunne TV 2 vise billeder fra 3F, der afslørede kummerlige boligforhold for en lang række filippinske chauffører, der kørte lastbil i Europa for vognmand Kurt Beier.

Filippinerne var indkvarteret i en lejr hos vognmandens afdeling i den sønderjyske by Padborg nær grænsen til Tyskland.

Her boede de bag pigtråd i containere, sov på skummadrasser på gulvet og lavede mad udenfor.

Herunder kan du se billederne.

Disse forhold boede en lang række filippinske arbejdere under i Padborg.
Disse forhold lever filippinske arbejdere under i Padborg
Disse forhold bliver filippinske arbejdere tilbudt i lejr i Padborg.
Det er "uacceptabelt" og "beskæmmende", at filippinske lastbilchauffører blev budt kummerlige forhold, mente flere danske minstre dengang.