Coronavirus

Efter yderligere genåbning stiger kontakttallet kun en smule

Kontakttallet er steget fra 0,6 til 0,7 på en uge.  Colourbox / TV 2 Grafik

Kontakttallet i Danmark er lavt, men vi skal stadig ikke tro, coronavirus er overstået, advarer virolog.

Kontakttallet i Danmark er nu på 0,7.

Det viser den seneste opdatering fra Statens Serum Institut over det, der tidligere blev betegnet som smittetrykket.

Kontakttallet angiver, hvor mange personer en person smittet med coronavirus smitter. Er kontakttallet for eksempel på 1,0, smitter en corona-smittet person gennemsnitligt én anden person.

Situationen er uændret

På Statens Serum Instituts kurve over udviklingen, som er opdateret onsdag eftermiddag, fremgår det, at kontakttallet er steget fra 0,6 til 0,7 på en uge.

Det er dog ikke en stigning, man kan bruge til noget som helst, siger professor og virolog ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen.

- Kontakttallet er en statistisk udregning, og lige nu er der så få smittede og så få nye smittede, at dette er inden for den statistiske usikkerhed. Det eneste, vi kan se, er, at situationen er uændret, siger han.

Mikroudbrud kan forekomme

Det er specielt positivt i en tid, hvor mange danskere er gået på sommerferie og bevæger sig rundt i landet, mens andre bevæger sig over grænserne.

- Det er absolut godt, men vi skal ikke lade os lulle i søvn og tro, at tingene er overstået. Vi skal ikke langt sydpå, før vi kan se, hvor hurtigt det kan gå den forkerte vej. Vi skal stadig være opmærksomme, siger Allan Randrup Thomsen.

Han nævner også det lokale coronavirusudbrud i Hjørring for en måned siden som et eksempel på, hvor hurtigt det kan gå.

- Næsten ingen var smittet i Nordjylland, og så kom der pludselig det her mikroudbrud. Noget lignende kan ske, når folk kommer hjem fra ferien i udlandet, siger han.