Samfund

Små plastikperler fundet på strande overalt i verden – nærmest umuligt at rydde op

På ni ud af ti steder fandt man de små plastikperler i forbindelse med et større globalt oprydningsarrangement.

Det er et overset problem.

Men det er et område, hvor der relativt let kan gøres noget for at inddæmme problemerne med plastikforurening i naturen.

Det mener Anne Aittomaki, der er strategisk direktør i organisationen Plastic Change.

Hun fortæller, at plastikperlerne indtager andenpladsen på listen over de mest forurenende former for mikroplastik i verden, kun overgået af slidstykker fra bildæk.

Ifølge Plastic Change spildes der op mod 230.000 tons plastikperler i naturen om året.

Og de er et stort problem for især dyrelivet, da dyrene spiser plastikperlerne, der kan sætte sig som klumper i maven og give dyrene en falsk mæthedsfornemmelse, så de bliver fejlernærede og dør.

De små perler, der blev fundet på syv forskellige kontinenter, stammer fra industrien. Perlerne er et råstof, når der skal produceres produkter, der indeholder plastik.

Deltagere fra i alt 28 lande var med til dette års indsamling af plastikperler 225 forskellige steder i verden. På 87 procent af dem fandt man perlerne.

Nemt at reducere spildet

Det seneste oprydningsarrangement viser, at der undervejs i forsyningskæderne sker et udslip af de små perler, der i sidste ende havner i naturen.

Udslippet sker til trods for, at plastikindustrien er gået sammen om at gøre noget ved problemerne ved hjælp af et initiativ, der kaldes Operation Clean Sweep.

Mikroplast i og omkring verdenshavene

  1. Slidstykker fra bildæk
  2. Plastikperler fra industrien
  3. Tøjtekstiler
  4. Maling til bygningsfacader
  5. Maling til veje
  6. Kosmetik
  7. Maling til både og lignende

Anne Aittomaki anerkender initiativet, men det er tilsyneladende ikke godt nok skruet sammen, mener hun.

- Operation Clean Sweep har eksisteret i 30 år, og det har ikke løst problemet. Der er tale om et strukturelt problem, hvor man med lette greb kunne gå ind og reducere udslippet, siger hun.

På illustrationen her kan du se, hvordan plastikperlerne havner i naturen, og det er ved de enkelte led i kæden, at den strategiske direktør mener, at der er mulighed for at indføre nogle lette indgreb.

- Der er en række sårbare hotspots såsom opbevaring, håndtering og rengøring, som man bør se nærmere på. Det kan være afløb på fabrikkerne, der er sikret, så de opsamler perlerne. Det kan også være, at man skal bruge en bestemt slags beholder til transporten, der forhindrer perlerne i at ryge ud, når de bliver læsset af og på, siger hun.

Umuligt at rydde op

Når først perlerne har fundet vej ud i naturen, er de meget svære at gøre noget ved, fordi de er så små. Og man kender endnu ikke alle de langsigtede konsekvenser af forureningen.

Derfor argumenterer Plastic Change for, at man går ud fra et forsigtighedsprincip, så man ikke står i en situation, hvor der ikke kan rettes op på skaderne.

- Hvorfor skal man først have pistolen for panden, før der bliver gjort noget? Vi kan se, at det tager livet af dyrene, og at det har spredt sig til plankton. Hvilke konsekvenser har det for mennesker, når det er kommet ind i fødekæden?

- Vi ved allerede nok til, at vi kan handle med det samme, så jeg synes, at der er nok argumenter for at stoppe det, siger Anne Aittomaki.

Nemt at finde perlerne på danske strande

Problemerne med plastikperlerne er ikke kun noget de slås med i udlandet. Det er nemlig ikke unormalt at finde dem på især den jyske vestkyst, fortæller Anne Aittomaki.

Som man kan se på videoen her, skyllede der rigtig mange plastikperler op på stranden ved Bøgsted Rende i Thy. Men de forsvandt hurtigt igen, da de let bliver taget af tidevandet eller filtrer sig ind i tang og sand.

Det var noget af et særsyn, da de mange plastikperler skyllede op på den jyske vestkyst. Det anslås, at op mod 13 tons plastikperler skyllede ud i havet, da der blev slået hul på en skibscontainer under et uvejr i februar.

De menes at stamme fra et skib, der fik slået hul på en container under et stormvejr i februar.

Anne Aittomaki opfordrer danskerne, der besøger strande i løbet af sommeren, til, at man ser efter, om man kan finde plastikperler og efterfølgende registrerer sit fund på hjemmesiden nurdlehunt.org.uk.

På den måde bidrager man til indsamlingen af den dokumentation, der skal til for at gøre noget ved problemerne.