Samfund

Organisationer vil have et opgør i ældreplejen efter lækkede optagelser fra plejehjem

To danske organisationer mener, at der er lignende sager i "et stigende omfang" fra andre kommuner i landet.

TV 2s skjulte optagelser af 90-årige Else på et plejehjem i Aarhus har gennem den seneste periode vakt debat. Elses syv børn og barnebarn, der også er den ældre dames værge, har over en længere periode forsøgt at råbe op om behandlingen af demente Else på det aarhusianske plejehjem Kongsgården.

Vestre Landsret nedlagde fogedforbud over optagelserne, som i praksis betyder, at de ikke kan blive vist. Landsretten mener, at optagelsen ikke er foregået på lovlig vis, og at de er så krænkende for Else, at offentliggørelse er ulovlig.

Mandag besluttede Ekstra Bladet at publicere TV 2s optagelser. Ifølge Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet, er optagelserne så væsentlige, at billederne skal udgives trods et fogedforbud.

Ældresagen kræver opgør

Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældresagen, har set optagelserne, efter Ekstra Bladet har delt dem. Og det har fået ham til at komme med en konkret udmelding:

- Vi mener, at nu er det på tide med et opgør i den danske ældrepleje.

Ældreplejen skal reformeres, lyder det.

- Der skal tænkes helt forfra, fordi det er tydeligt, at vores model for ældrepleje ikke virker. Det er jo ikke betryggende for danske borgere at se, at det er sådan en situation, man kan ende i, hvis man kommer på plejehjem, siger Michael Teit Nielsen til TV 2.

Brug for et paradigmeskift

Direktøren for Alzheimerforeningen så også optagelserne mandag. Han bakker Michael Teit Nielsen op i behovet for en nytænkning af plejeområdet for ældre.

- Der er brug for et decideret paradigmeskift. Vi bliver nødt til at løfte den sundhedsfaglige barre rigtig højt. Kvaliteten skal op på samme niveau som i resten af sundhedsvæsenet, siger Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen.

Vejen frem er ved en ”kulturændring”, lyder det. Med andre ord skal man fremover opfatte ældre på plejehjem på samme måde, som vi opfatter resten af sundhedsvæsenet.

- Vi skal til at opfatte plejehjem som et sted, hvor man primært behandler mennesker med alvorlige kroniske lidelser med behov for sundhedsfaglig pleje 24 timer i døgnet, siger Nis Peter Nissen.

Eksempler fra andre steder i landet

De skjulte optagelser, som TV 2 fortsat ikke bringer, dokumenterer omfattende plejesvigt, nedværdigende tale og sundhedsfarlig hygiejne over for den 90-årige demenssyge beboer Else.Og det er ikke første gang, at Michael Teit Nielsen hører om denne slags sager.

- Vi hører andre eksempler, som er ovre i den her retning. Noget af det, man må spørge sig selv om, er, om det er for omkostningsløst for plejehjem og kommuner at tillade, at det her sker, siger han og tilføjer, at man blandt andet kan overveje at kræve strengere regler om erstatningspligt for at skabe mere respekt for ældre menneskers rettigheder.

Han mener, at der er lignende eksempler ”fra mange flere kommuner”.

Det mener Nis Peter Nissen fra Alzheimerforeningen også.

- Desværre er det noget, vi ser i stigende omfang, og ikke kun i Aarhus Kommune. Vi hører det i ganske mange kommuner i hele landet, siger Nis Peter Nissen.