Samfund

Antallet af kræftundersøgelser er styrtdykket

(ARKIV) Klinikker for Kræftbehandling på Herlev Hospital. Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Mange danskere gik ikke til læge under corona-nedlukningen fra marts til maj. Det betyder, at nogle af dem kan have uopdaget kræft.

Cirka 6000 danskere kan gå rundt med kræftsymptomer, som ikke er blevet opdaget, fordi mange danskere fravalgte at gå til læge i perioden fra 12. marts og to måneder frem.

I den periode var store dele af samfundet lukket ned for at forhindre spredning af smitten af coronavirus.

Tal fra Kræftens Bekæmpelse viser nemlig, at der i perioden er sket et fald i antallet af kræftpakke-forløb på danske sygehuse på godt 6000.

- Det er tal, vi er kommet frem til på baggrund af de tal, vi har fået fra Sundhedsstyrelsen, siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen.

Kapaciteten til stede

Faldet er sket til trods for, at danskerne godt kunne blive undersøgt for kræft på de danske sygehuse på trods af situationen med coronavirus.

- Patientrettighederne er ikke blevet ændret på området, og kapaciteten på sygehusene har været til stede, siger Jesper Fisker.

Men specielt i starten af nedlukningen blev danskerne af sundhedsmyndighederne opfordret til ikke at møde op hos lægen, hvis det kunne undgås. Senere har de praktiserende læger opfordret danskerne til i højere grad at gå til lægen.

- Det er jo problematisk, hvis man ikke går til lægen, hvis man har symptomer på kræft. Der er jo en tidsfaktor. Kræft er en akut sygdom, hvor det gælder om at komme i behandling så hurtigt som muligt, siger Jesper Fisker.

Udfordring for sygehusene

Udfordringen i at indhente tabet og sørge for, at de 6000 nu også bliver nået oven i de normale kræftpakke-forløb, kommer til at ligge hos Danske Regioner og på sygehusene.

- Hvis det skal indhentes til efteråret, gælder det om at sørge for, at kapaciteten på sygehusene til både at indhente tabet og gennemføre de normale kræftpakke-forløb er til stede, siger Jesper Fisker.

I 2017 blev der gennemført i alt 23.566 kræftpakke-forløb på de danske sygehuse, viser tal fra Landspatientregistret trukket af Sundhedsstyrelsen ifølge Kræftens Bekæmpelse.

Hvis en dansk læge har mistanke om, at en patient har kræft, henvises patienten til et pakkeforløb på sygehuset, hvor det først skal afklares, om patienten rent faktisk har kræft.

Der findes i alt cirka 30 kræftpakkeforløb, som dækker omtrent 40 forskellige kræftsygdomme, skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.