Sommeren vi aldrig glemmer

Rachel fra 'Årgang 0' ville ikke lægge sit liv om efter en virus, men så gik alvoren op for hende

Rachel Ellebye under en af sine første ture ud under nedlukningen. - Det var fantastisk endelig at komme ud og få noget frisk luft, skrev hun på Instagram.  Privatfoto

20-årige Rachel Ellebye fra 'Årgang 0' var midt i et sabbatår i Norge, da coronavirussen ændrede alt det, hun troede, hun skulle bruge månederne på.

Hvordan har coronakrisen ændret din sommer?

Jeg skulle have været på en lille ferie til England med mine forældre, min bror og min kæreste. Mine forældre har nemlig sølvbryllup i år, og det var sådan, vi skulle fejre dem. Og så skulle jeg have brugt fire uger på en lejr for 11-årige børn fra hele verden, som jeg var med til at arrangere gennem foreningen CISV. Sådan en lejr var jeg selv på, da jeg var 11 år, og den åbnede mine øjne for verden.

Da det hele blev aflyst, blev jeg mest ked af det på børnenes vegne. For jeg kan jo selv huske, hvor meget jeg glædede mig til at komme afsted. Og det er ikke sikkert, de får muligheden næste år.

Jeg blev selvfølgelig også selv lidt ked af det, men hurtigt tænkte jeg: "Det er ikke den sidste sommer nogensinde".

Jeg sagde til min mor i telefonen, at jeg altså ikke ville lægge mit liv om på grund af en virus. Jeg ville bare gerne leve mit liv, som det var

Rachel Ellebye

Hvordan ser dine sommerplaner ud nu?

Da grænsen til Norge blev åbnet, blev planen, at min familie og jeg skulle køre rundt i Norge sammen. Fra Kristiansand til Tønsberg, Tjøme og Kongsberg. Over sommeren skal vi det samme i Danmark. Vi kan lige så godt udnytte, at der er så meget spændende at se tæt på.

Og så skal jeg tage kørekort, mens jeg bor hjemme hos mine forældre i Feldsted. Jeg ved ikke, hvornår jeg får tid igen, så jeg tænkte bare, hvorfor ikke gøre det nu?

Hvordan oplevede du den aften, hvor Danmark lukkede ned?

Mine forældre sagde, at der skulle være pressemøde, og at det nok ville være en god idé lige at kigge med. Da jeg så det, tænkte jeg, at det var voldsomt. At de overreagerede lidt. Jeg ringede til mine forældre bagefter for at høre, om de var okay. Og de havde det fint.

Jeg tænkte, at det var et spørgsmål om tid, før det samme skete i Norge. For Danmark og Norge var på relativt samme niveau.

Dagen efter havde jeg en aftale med min veninde om, at vi skulle træne sammen. Men om morgenen skrev jeg til hende, at jeg altså ikke troede, det var en god idé at tage ud. Hun sagde: “Ej Rachel, du overreagerer”.

Senere den dag fik vi beskeden om, at meget af Norge lukkede ned.

Sommeren, vi aldrig glemmer

Sommeren 2020 blev ikke, som vi troede. Rejser og festlige begivenheder er aflyst. Og verden ser helt anderledes ud end for bare få måneder siden. 

I denne artikelserie interviewes kendte danskere om, hvordan coronakrisen har ændret deres sommer, og hvordan deres liv blev påvirket af virussens indtog. 

Hvilke følelser står for dig som de mest gennemtrængende under coronakrisen?

Det var lidt et chok, da det hele lukkede ned. Jeg tænkte: “Åh nej, hvad kommer der til at ske?”. Det jeg var mest nervøs for var, hvordan og hvornår jeg kunne komme tilbage til Danmark.

Men undervejs har jeg også været meget bekymret for min økonomiske situation, for jeg arbejdede på en Starbucks i Oslo og var hjemsendt i næsten to måneder.

Jeg fik det også rigtig dårligt psykisk af at være isoleret. Jeg kunne mærke, at jeg blev trist, og at jeg var stresset over ikke at vide, hvad der ville ske. Jeg havde heller ikke den samme energi til at gøre det, jeg kan normalt.

Derfor begyndte jeg også at mødes med mine veninder efter en måneds tid, da situationen begyndte at se bedre og mere sikker ud i Norge. Det var bare én ad gangen, udenfor og med distance. Men jeg havde brug for det. For man skal også have fokus på sit psykiske helbred i det her. Og det hjalp mig at mødes med folk, jeg ikke havde set i lang tid, og få snakket med dem.

Hvilken oplevelse har været den mest skelsættende for dig de seneste måneder?

Det var den dag, jeg fik besked om, at vi kunne komme tilbage på mit arbejde. Det var en stor lettelse, for det var virkelig usikkerheden over ikke at vide, hvad der skulle ske, der fyldte rigtig meget for mig.

Men det var ikke alle, der kunne komme tilbage lige med det samme. Så da jeg fik vagtplanen og så, at jeg i det mindste havde fået to vagter, tænkte jeg bare: “Phew!”. Så kunne jeg endelig få lidt af hverdagen og mine rutiner igen. Derfra fik jeg flere og flere timer, og det hele blev mere normalt igen.

Hvad er det sværeste valg, du har stået over for de seneste måneder?

Det var, om jeg skulle blive i Norge, eller om jeg skulle tage hjem til Danmark.

Jeg tænkte, at det måske ville føles mere sikkert at være i Danmark og tættere på mine forældre. Men samtidig tænkte jeg også, at jeg ville miste mange oplevelser ved at rejse hjem. For måske ville det blive bedre her i Norge.

Jeg talte meget både med mine forældre og min kæreste om det, og min kæreste sagde, at han ville støtte mig i det, jeg ville, men at han ville komme til at savne mig. Jeg ville også savne ham. Og jeg fik det sådan: "Jeg kan ikke tage hjem". For hvis jeg gjorde det, så kunne jeg ikke komme tilbage, og så vidste jeg jo ikke, hvornår jeg ville se ham igen.

Men det var svært at være væk fra mine forældre. Virkelig svært.

Hvad har været den største konsekvens for dig afledt af coronakrisen?

Jeg har mistet en del måneder af mit sabbatår. Der var rigtig mange ting, som jeg havde planlagt, som ikke kunne lade sig gøre. Jeg skulle for eksempel have været hjemme på besøg hos min familie i påsken, og det kom jeg ikke. Jeg ville også gerne have været mere rundt i Norge. Være taget over til Vestkysten for eksempel. Det kunne jeg jo heller ikke.

Hvad har du lært om dig selv under coronakrisen?

Jeg har lært, at jeg måske godt kan være lidt naiv omkring situationer som denne her. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sagde til min mor i telefonen, at jeg altså ikke ville lægge mit liv om på grund af en virus. Jeg ville bare gerne leve mit liv, som det var.

Og så blev det jo tydeligt, at jeg ikke kunne leve mit liv, som det var. Men man finder noget positivt i det hele alligevel. Jeg har lært, at jeg ikke skal tage noget for givet. Og at jeg – når man må igen – virkelig skal give et ekstra stort kram til de personer, jeg ikke har haft mulighed for at kramme i rigtig lang tid.

Har du gjort noget for at få 'din aflyste sommer' sat i kalenderen igen på et senere tidspunkt?

Faktisk har jeg allerede planer om at skulle på lejr med CISV i påsken 2021 og igen til nytår næste år. Hvis det er sikkert nok. Og det er bare med til at holde min gejst i live.