Samfund

Danskere venter stadig på at få penge tilbage fra aflyste fly - politikere kræver handling

Flykunder oplever lange svartider og mangelfuld kommunikation fra flyselskaberne.

Flere flyselskaber er nu igen begyndt at sende fly i luften med feriehungrende danskere. Alligevel må mange stadig kigge langt efter de penge, som de har betalt for flybilletter, hvor flyet endte med at blive aflyst på grund af covid-19.

På trods af, at reglerne siger, at pengene, som du har betalt for din billet, skal betales tilbage inden for syv dage efter en aflysning, sidder flere og venter på, at deres penge går ind på kontoen. Nogle har endda ventet siden marts, hvor flytrafikken blev lukket ned.

- Det er helt uacceptabelt

Mads Reinholdt, som er direktør for Forbrugerrådet TÆNK, beskriver situationen som meget utilfredsstillende.

- At folk ikke har fået deres penge tilbage endnu, er helt uacceptabelt. Reglerne er klare - hvis man vil have sine penge tilbage for en aflyst flyrejse, så har man ret til det, siger han til TV 2.

Også Anne Valentina Berthelsen, som er trafikordfører for SF, mener, at situationen er uholdbar.

- Det er overhovedet ikke rimeligt. Det er et spørgsmål om forbrugersikkerhed, siger hun og bakkes op af Niels Flemming Hansen, som er luftfartsordfører for Det Konservative Folkeparti.

- Flyselskaberne skal op i omdrejninger. Det er klart, at folk skal have deres penge tilbage.

Begge ordførere har dog forståelse for, at det drejer sig om store udskrivninger for flyselskaberne. Men det ændrer ikke på, at kunderne skal have deres penge tilbage.

- Jeg kan godt forstå, at flyselskaberne gerne vil opbygge noget kapital, inden de betaler folk tilbage. Men det er hverken ret eller rimeligt, at folk skal vente så længe. Det er alt for lang tid, siger Anne Valentina Berthelsen.

Lange svartider - eller slet ingen svar

Selvom flykunderne har loven på deres side, så har mange oplevet lange svartider og mangelfulde informationer, når de har forsøgt at kontakte flyselskaberne eller rejseudbyderne, som de har købt billetter igennem. Andre har oplevet slet ikke at kunne komme i kontakt med selskaberne.

- Vi havde en forståelse for, at det i starten af perioden kunne være svært at kommunikere med alle de kunder, der havde fået aflyst deres fly. Men det er helt uacceptabelt, at nogle stadig oplever ikke at kunne få den information, som de har brug for, siger Mads Reinholdt fra Forbrugerrådet TÆNK og tilføjer, at det efterhånden har udviklet sig til noget af en farce.

Også Anne Valentina Berthelsen fra SF mener, at flyselskaberne må se at få betalt pengene tilbage. Både hun og hendes konservative kollega siger til TV 2, at hvis flyselskaberne ikke snart punger ud, må det blive en sag for enten transport- eller erhvervsministeren.

- Så må ministeren slå med den store hammer, siger Niels Flemming Hansen.

SAS: Vi arbejder så hurtigt, vi kan

TV 2 har forelagt SAS, som er et af de selskaber, der stadig har refusioner ude at hænge, kritikken.

John Eckhoff, som er SAS’ pressechef, siger, at man arbejder så hurtigt som muligt med at få udbetalt penge til dem, der har fået deres fly aflyst. Han medgiver dog, at mange stadig venter på at få deres penge.

Hvor mange, der præcis venter på at få penge tilbage fra SAS, og hvornår de sidste får udbetalingen, kan Eckhoff ikke sige.

- Men i løbet af de seneste måneder, har vi aflyst op mod 800 daglige afgange i flere uger. Derfor siger det sig selv, at der er vældig mange passagerer, der har søgt om refusion og som stadig venter.

Til kritikken om, at flyselskaberne måske gerne vil opbygge noget kapital, inden de betaler folk tilbage, lyder det fra SAS' pressechef:

- Vi har arbejdet hårdt i mange måneder med at håndtere situationen, men som sagt er det vigtigt at huske, at det er en helt ekstrem og helt ny situation. Det er en situation, hvor de fleste af vores fly har måttet stå på jorden i flere uger, og hvor 90 procent af medarbejderne har været permitterede eller hjemsendt. Ligesom for resten af flyselskaberne i verden er det vanskeligt at refundere lige så hurtigt, som vi kunne tænke os, siger han og tilføjer:

- Alle, som har søgt om det og har ret til det, får deres penge tilbage, men det tager desværre tid.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra transportminister Benny Engelbrecht, men han er på ferie og har ikke mulighed for at give interview om sagen.