Samfund

Arrangør lukker festlejr efter politiets opfordring

Lejren fungerer ikke i praksis, mener politiet. Arrangør vælger at følge politiets opfordring.

Efter Skyland Beach Camp i Øster Hurup har været i gang i nogle dage, har Nordjyllands Politi vurderet, at arrangement er i strid med forsamlingsforbuddet.

Derfor har politikredsen fredag rådet campingpladsen til at stoppe arrangementet.

Vi lukker, fordi vi føler os presset til det

Bjørn Nikolaj Lund Pedersen, Skyland Beach Camp

- Vi har løbende været til stede på campen med vores patruljer, og vi må konstatere, at én ting er, hvordan konceptet ser ud på papiret – noget andet er, hvordan det udspiller sig i praksis, siger politiinspektør Ole Kristensen, Nordjyllands Politi.

- Det betyder, at vi anser Skyland Beach Camp 2020 og aktiviteterne knyttet til det for samlet set at udgøre et arrangement – som er i strid med forsamlingsforbuddet, der forbyder arrangementer med over 50 personer.

Fredag eftermiddag siger medstifter af Skyland Beach Camp Bjørn Nikolaj Lund Pedersen til TV 2, at man som følge af politiets anbefaling har valgt at lukke campen ned.

- Vi lukker, fordi vi føler os presset til det, siger Bjørn Nikolaj Lund Pedersen.

- Nu føler vi, at der er gået politik i det, og vi forstår ingenting af det. Men vi ønsker ikke en shitstorm. Så vi er meget ked af at måtte melde dette ud.

Han peger på, at politiet har overvåget festivalen "24 timer i døgnet, uden at der har været problemer".

- Der er gået en uge, hvor politiet har rost os for at have gjort det godt. Men der er gået politik i den, og vi er de små, så må vi lægge os ned, siger Bjørn Nikolaj Lund Pedersen.

Vil fortsætte festen

Tidligere fredag sagde han dog, at han hældte mest til at trodse politiets henstilling og fortsætte festen.

Vi har haft et møde med politiet, og de er ude på dybt vand

Bjørn Pedersen, medstifter og arrangør af Skyland Beach Camp

- Vi føler, der er gået politik i det nu, fordi vi har fået en masse opmærksomhed fra medierne. Det er ærgerligt.

- Men vi giver ikke så let op. Vi har haft et møde med politiet, og de er ude på dybt vand med nogle af de ting, de lægger til grund. Vi skal vurdere, om vi vil tage kampen, siger Bjørn Pedersen.

Festivalen vil afholde et møde, hvor de vil finde ud af, hvad der nu skal ske.

Fest, ferie og festival

Skyland Beach Camp er et koncept, der med arrangørernes egne ord blander "ferie, fest og festival".

Og det fik i første omgang grønt lys fra politiet, fordi arrangørerne har delt det 21 hektar store areal, som campingpladsen omfatter, ind i mindre områder med 50 deltagere i hver. 21 hektar svarer til cirka 50 fodboldbaner. Dermed kunne det lade sig gøre at samle de mange unge mennesker uden at bryde forsamlingsforbuddet.

- Fra campens side har man søgt vejledning hos os, og man har forsøgt at tilpasse sit koncept, så det kunne afvikles i overensstemmelse med forsamlingsforbuddet. Vi har haft en god dialog, siger politiinspektøren.

Det ændrer dog ikke ved, at man hos politiet har kunne konstatere, at campen ved stranden i Øster Hurup ikke udspiller sig på en måde, som ligger inden for retningslinjerne.

- Vi har vejledt om, at de særlige tiltag, som man har indført på campingpladsen alene i relation til campen – for eksempel streetfood og barer – lukkes ned, siger Ole Kristensen.

Campingpladsen kan dog fortsat holde åbent, oplyser politiinspektøren – men kun med de tilbud, som normalt findes i forbindelse med campingpladsen.

Det er et 'øv-år' for de unge

Coronavirussen fik sat en stopper for alle de kendte festivaler, der plejer at ligge i løbet af sommeren. Og det fik Skyland Beach Festival i Himmerland til at tænkt kreativt.

- Vi prøver at skabe et sted for de unge, så der alligevel kan blive lidt sommerferie i år. Det er et rigtigt 'øv-år' for de unge, så vi gør det for at holde gejsten oppe for de unge, sagde medarrangør Nikoline Juul Pedersen til TV 2 forud for arrangementet.

Målgruppen til den store campinglejr er unge fra 17 til 25 år, der vil nyde kombinationen af sol, sommer og alkohol. Planen er, at det skulle afholdes over to gange på fem dage i uge 27 og 28.