Coronavirus

Trods amerikansk enegang forventer Danmark ikke vaccinekrig

Det er blevet foreslået, at man kan kopiere remdesivir-medicinen lovligt, men det er ikke et ”slam dunk”, siger professor.

Mens hele verden kæmper mod coronavirussen, har USA lagt beslag på næsten hele markedet for det mest lovende behandlingsstof, der findes.

Det drejer sig om lægemidlet remdesivir fra det amerikanske firma Gilead. I et forsøg har midlet vist sig at nedbringe behandlingstiden for alvorligt syge coronapatienter, og derfor har det vakt opsigt, at amerikanerne nu har opkøbt stort set den samlede produktion for de næste tre måneder.

Ifølge Lægemiddelstyrelsens administrerende direktør, Thomas Senderovitz, har Danmark nok remdesivir til de næste måneder, hvis ikke smitten blusser op igen, men alligevel er han overrasket over den amerikanske enegang.

- Set fra vores synspunkt er det mærkeligt, at firmaet har gjort det, og det vil være ærgerligt, hvis vi pludselig ikke har nok remdesivir. Men det vil ikke være helt katastrofalt, siger Thomas Senderovitz og henviser til, at blandt andet binyrebarkhormon også har vist lovende resultater.

Forventer ikke vaccinekrig

Med amerikanernes opkøb er en anden debat blevet åbnet på ny: Nemlig hvad der skal ske, når der bliver udviklet en coronavaccine, og hvem der skal have adgang til den.

- Forestil dig, at det var en vaccine. Der ville blive kaos. Men måske er det bare en forsmag på, hvad der kommer til at ske fremover, sagde Andrew Hill, der er seniorforsker ved Liverpool Universitet, til avisen The Guardian, der var de første til at berette om amerikanernes opkøb.

Men over for TV 2 afviser Lægemiddelstyrelsen direktør, Thomas Senderovitz, at en lignende kamp om en eventuel vaccine vil udbryde.

Der kan være nogle særlige situationer, hvor (...) man prøver at omgå patentet

Thomas Senderovitz, Lægemiddelstyrelsens administrerende direktør

Ifølge en ny opgørelse fra verdenssundhedsorganisationen WHO er 17 projekter i øjeblikket i gang med en klinisk evaluering i forsøget på at fremstille en vaccine mod coronavirus. Derudover er 132 andre virksomheder, forskere og projekter på et såkaldt præklinisk stadie, hvor man endnu ikke udfører forsøg på mennesker.

- Der er heldigvis mange spillere i gang med at udvikle en vaccine, så det bliver næppe én virksomhed, der kommer til at sidde på det hele. Der er også en del virksomheder, der er baseret i EU, som er i gang. Så vi er i gang med at se på, hvordan vi kan sikre, at danskere og EU-borgere får adgang til vacciner, siger Thomas Senderovitz til TV 2.

Typisk tager det flere år at udvikle nye vacciner, men det er håbet, at man allerede til næste år kan have en coronavaccine klar.

Kopimedicin er ikke et ”slam dunk”

Ifølge Thomas Senderovitz har Gileads danske repræsentanter lovet at arbejde for, at forsyningen af remdesivir ikke slipper op. Skulle det alligevel ske, kunne kopimedicin komme på tale. Det har professor Jens Lundgren nævnt som en mulighed i et længere skriv på Videnskab.dk.

Også tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Pelle Dragsted har foreslået på Twitter at producere kopiudgaver af remdesivir, hvis prisen på lægemidlet bliver for høj.

Men selvom det er korrekt, at der findes måder at omgå de almindelige regler på og bryde Gileads eneret til at producere remdesivir, er den løsning ikke så ligetil. Det fortæller Jens Schovsbo, der er professor ved Center for informations- og innovationsret under det juridiske fakultet på Københavns Universitet.

- I princippet kan man godt gøre det, men der er nogle meget snævre vinduer og rammer for det. Det kræver en domstolsafgørelse og nogle bestemte forudsætninger. Blandt andet skal man have forsøgt at indgå en aftale, og man skal mene, at man står over for en katastrofal situation. Så det er ikke et slam dunk, siger Jens Schovsbo til TV 2.

Modellen har tidligere været diskuteret i behandlingen af Hiv/AIDS, men processen er besværlig, og Gilead vil under alle omstændigheder skulle have et rimeligt vederlag, hvis et land vælger at se stort på deres patentret, fortæller professoren.

Derfor vil man også meget nødigt den vej, fortæller Thomas Senderovitz:

- Der kan være nogle særlige situationer, hvor man kan beslutte, at her er det så altafgørende for den danske eller europæiske folkesundhed, at man prøver at omgå patentet. Det er en meget lang og besværlig proces. Som udgangspunkt håber jeg, at vi ikke skal den vej, for det skaber en masse andre problemer.