Samfund

Trods forbud kan svenskerne rejse uhindret ind i Danmark

Trods rejserestriktioner er svenskerne klar til at besøge Kronborg igen. Scanpix

Hvis der er tale om et dagsbesøg, vil de rejsende kunne vende retur til Sverige uden at være blevet testet.

Selvom de danske myndigheder fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Sverige, kan svenskere fra de tre karantæneramte områder Skåne, Halland og Blekinge fra i morgen rejse helt legalt til Danmark. Det bekræfter politiet overfor Helsingør Dagblad.

Ifølge de opdaterede retningslinjer skal rejsende svenskerne kunne fremvise en maksimalt 72 timer gammel negativ covid-19-test, hvis de vil besøge Danmark - på enten ferie eller i hyggeøjemed.

Problemet for svenskerne er, at de uden symptomer ikke kan blive testet for covid-19 i hjemlandet. Til Berlingske oplyser Region Skåne, at en rejse til Danmark ikke er en gyldig grund til at få en test.

- I Skåne findes lige nu ingen mulighed for at teste, hvis man ikke anmoder på grund af sygdom, skriver smittebeskyttelseslæge Eva Melander til avisen.

Samme besked kommer fra Region Blekinge. Avisen har ikke kunnet få fat på Region Halland.

Svenskerne kan blive testet i Danmark

Ifølge Justitsministeriet stiller Danmark dog en kattelem til rådighed for rejselystne svenskere.

I en mail til TV 2 skriver ministeriet

- Såfremt det ikke har været muligt at få foretaget en test, vil man i stedet kunne udfylde et certifikat, hvorved man erklærer at blive testet inden for 24 timer efter indrejsen og gå i selvisolation i 14 dage, eller indtil der kan fremvises en negativ test.

Hvis der er tale om et dagsbesøg, vil de rejsende kunne vende retur til Sverige uden at være blevet testet.

Det er ikke nødvendigt at fremvise en test

David Buch, vagtchef hos Nordsjællands Politi

Til Helsingør Dagblad siger David Buch, vagtchef hos Nordsjællands Politi:

- Jeg kan bekræfte, at svenskerne fra Halland, Skåne og Blekinge fra lørdag klokken 7 må rejse til Danmark, og det er ikke nødvendigt at fremvise en test.

Færgen sejler i morgen

Ifølge Sydsvenskan vil svenskere fra Skåne, Halland og Blekinge - tre regioner, der ellers er ramt af dansk karantæne - i morgen kunne rejse med færge fra Helsingborg til Helsingør.

Her oplyser rederierne, at de rejsende blot skal medbringe dokumentation for, at de er bosatte i en af regionerne.

- Vi har fået det bekræftet af politiet i dag, og vi vil forholde os til det. Rejsende er velkomne på vores færger i morgen, siger Hans Froholdt, administrerende direktør for Sundbusserne.

"Sverige opfylder ikke kriterierne"

Ifølge de nyeste rejsevejledninger fra Udenrigsministeriets Borgerservice bliver alle ikke-nødvendige rejser til Sverige frarådet, "fordi Sverige ikke opfylder kriterierne for lave smittetal i den nye model for rejsevejledningerne".

Her er regionen Västerbotten dog undtaget.