Coronavirus

Ti deltagere i Black Lives Matter-demonstration smittet med coronavirus

Antallet af smittede fra demonstrationen er fordoblet på få dage.

Ti deltagere og to personer, der er nære kontakt til nogen, som har deltaget i demonstrationen, er blevet smittet med coronavirus.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Det er ikke muligt at afgøre, om de pågældende personer er blevet smittet under selve demonstrationen, siger overlæge og konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri.

I søndags oplyste Styrelsen for Patientsikkerhed, at der på det tidspunkt var fire demonstranter, der var smittet.

Demonstrerede i tre timer

Demonstrationen blev afholdt i København 7. juni og fandt sted i kølvandet på sagen om den sorte amerikaner George Floyds død, som en betjent er sigtet for at stå bag.

Flere end 15.000 demonstranter gik fra Østerbro til Christiansborg og var samlet omtrent tre timer.

Da det første smittetilfælde blev konstateret, kunne Magnus Heunicke ikke oplyse, hvor mange af de 15.000 demonstranter, der har ladet sig teste.

Allerede dagen efter demonstrationen sagde professor og forskningschef ved Nordsjællands Hospital Thea Kølsen Fischer, at alle med særligt udsatte i omgangskredsen burde gå i karantæne. Samme dag opfordrede Socialdemokratiet alle de 15.000 demonstranter til at lade sig teste.

Flere demonstrationer landet over

Siden demonstrationen i København har Black Lives Matter Danmark også afholdt demonstrationer i Aalborg og Odense, hvor antallet af deltagere dog var noget lavere.

I Aalborg anslog politiet, at 1000 demonstranter deltog, mens der i Odense deltog cirka 300 mennesker.

Black Lives Matter Danmark demonstrerede i Aalborg tirsdag 9. juni.