Opslaget på Instagram fik Lene Beiers indbakke til at eksplodere med beskeder
Coronakrisen var som en spændetrøje for tv-vært Lene Beier, der normalt “løser problemerne”. Men hun fandt sin egen vej midt i uvisheden.
Hvordan har coronakrisen ændret din sommer?
Planerne var, at jeg skulle filme ‘Landmand søger kærlighed’ fra maj og frem. Men da Danmark lukkede ned, blev det pludselig usikkert, om optagelserne ville blive aflyst helt eller udskudt en måned eller to.
Det var ikke, fordi jeg frygtede for mit job, men hele situationen gav mig en følelse af at være handlingslammet.
Jeg tænkte: "Jeg elsker at tale med mennesker og jeg elsker at drikke kaffe. Måske dét kan være mit lille bidrag i alt dette her?"
Derfor skrev jeg 24. marts ud på Instagram og tilbød at drikke “telefonkaffe” med dem, som havde lyst. Morgenen efter var min indbakke fuldstændig eksploderet med omkring 200 beskeder.
Så siden marts har jeg trasket Søvang tyndt og talt med over 140 forskellige personer.
Og de samtaler har jeg faktisk stadig. Det havde jeg bestemt ikke regnet med, at jeg skulle, inden corona.
Hvordan oplevede du den aften, hvor Danmark blev lukket ned?
Jeg følte, at der var den samme højtidelige stemning som nytårsaften, inden dronningen går på med sin tale.
Der ville ske noget stort, det var vi ikke i tvivl om, så min mand Anders og jeg sad foran fjernsynet, da Mette Frederiksen gik på til pressemøde.
For mig har det øjeblik indprentet sig - nok for altid. Jeg er uddannet historielærer, og den slags øjeblikke, der med det samme føles som et historisk vingesus, oplever vi som mennesker meget få af.
Da mødet var slut, gik vi ned til vores sønner Arthur og Otto på 8 og 11 år og sagde, at de kunne sove længe i morgen. De skulle ikke i skole, og vi ville forklare dem over morgenmaden, hvad der skete.
Hvad er det sværeste valg, du har stået over for de seneste måneder?
Jeg er normalt typen, der handler. Min leveregel har altid været: “Gør noget, så sker der noget”. Hvis jeg har problem eller en drøm, så gør jeg noget ved det.
Men under coronakrisen har jeg måttet sande, at nogle ting står udenfor min indflydelse. Tingene er lidt valgt for én, synes jeg.
Så jeg ved ikke, om man kan tale om svære valg. Der blev stukket nogle retningslinjer ud, som jeg fulgte. Det var helt ude af mine hænder.
Jeg kunne ikke ændre vilkårene, eller hvor Danmark var på den røde eller grønne kurve over antal smittede, myndighederne præsenterede. Virussen var i omløb uanset, og det har jeg haft lidt svært ved at være i.
Hvad har så været det mest indgribende valg for dig?
Som familie valgte vi at gå i fuldstændig isolation her hos os med min søster, hendes kone, deres baby og også min mor.
Jeg har ikke frygtet, at nogen af os blev meget syge – vi er alle sunde og raske. Det, der har fyldt, er, at man kan smitte andre. Man ved ikke, om man har været bærer af coronavirus, og vi ville gøre vores for at begrænse det.
Vi var selv på skiferie i Landry i Frankrig og Cavigna i Italien i februar - altså tre uger inden, at det brød ud i Danmark - og der frygtede jeg da lidt i starten, om vi kunne være nogle af dem, der havde taget det med hjem.
I vores corona-kollektiv, som vi kaldte det, tog vi alle forholdsregler og besluttede os for ikke at se andre. Vi handlede dagligvarer på nettet og var kun udenfor grunden, når vi gik tur med hundene Makker og Bruce Wayne herude på landet.
Hvad er det vigtigste, du har udrettet i de seneste måneder?
Jamen jeg synes faktisk, at de her opkald var vigtige.
Herhjemme havde vi jo hinanden at snakke med, men den mulighed var der mange, der ikke havde. Unge mennesker, som bor alene, ældre, som måske var i risikogruppen eller personer, som var sendt hjem fra arbejde på ubestemt tid.
Da jeg fik de mange beskeder kunne jeg godt se, at jeg var nødt til at være realistisk. Jeg kunne ikke snakke med alle, hvis jeg også skulle have tid til andet.
Så jeg satte de første 140 personer i skema med nummer og navn. Det svarede til fem opkald af et kvarter om dagen den første måned.
Her tre måneder senere tror jeg ikke, at der er den ting, jeg ikke har snakket om.
Den yngste, der har kontaktet mig, var 13 år, og for nyligt talte jeg med en på 95 år. De kommer fra alle steder i Danmark - og endda også en fra Monaco og en fra Sverige.
Hvad fik du ud af at tale med folk?
Når jeg snakker, er det tit i forbindelse med mit arbejde, så det var en god øvelse for mig at lytte. Uden at have et bestemt mål med det og relativt hurtigt skabe et rum, hvor personen i den anden ende kunne tale om lige det, de har lyst til. Selvfølgelig med det forbehold, at jeg hverken er læge eller psykolog.
Ensomhed er et emne, som er gået igen. Ikke nødvendigvis ensomhed i den forstand, at man ikke har nogen, men mere at være forhindret i at være sammen med dem, de holder af.
Det har været en øjenåbner for mig, hvor meget skam der er forbundet med at sige det højt. Og jeg tror, at det har været nemmere at sige til mig, fordi jeg var en person, de kendte, men samtidig en fremmed.
Folk har vist mig en ærlighed, så jeg har følt mig velkommen i deres liv. Det har betydet utrolig meget, og det har været rart.
Hvordan ser dine sommerplaner ud nu?
Igen er der mange ting, der har givet sig selv for mig. Vi bliver i Danmark og fortsætter nærmest med det, som vi har lavet under isolationen: spille kort, lave god mad, være ude.
Efter optagelserne til 'Landmand søger kærlighed' begyndte, har jeg ikke kunnet snakke med fem personer dagligt, men jeg er i gang med min liste med 60 personer, hvor jeg taler med én om dagen. Alt efter behovet, så har jeg tænkt mig at fortsætte ind i sommeren og måske også til efteråret. Jeg vil i hvert fald gerne gøre noget for de mange danskere, der føler sig ensomme.
Jeg har også fået ekstra arbejde. Jeg skal have vagter for ‘Go Aften Live’ ude i landet. Virkelig mange har ligesom os selv nok valgt at blive herhjemme i Danmark på grund af coronatiden, så vi skal blandt andet rundt og møde kulturpersoner.