Samfund

Kvinde idømt to år og seks måneders fængsel for at skade sit barn

Retten i Odense. Arkivfoto. Tim Kildeborg Jensen / Ritzau Scanpix

Den 24-årige mor fra Odense blev dømt for at have injiceret urin i sin dengang to-årige søns blod.

En 24-årig kvinde er ved retten i Odense blevet idømt to år og seks måneders fængsel for at have skadet sit barn.

Den dømte kvinde har bedt om betænkningstid på 14 dage for at beslutte, om hun anker dommen.

Anklageren procederede for mellem 3 år og 6 måneders – 3 år og 10 måneders fængselsstraf. Forsvareren procederede for højst to år.

Som det sidste inden voteringen spurgte retsformanden, om den 24-årige mor havde noget hun gerne ville sige afslutningsvis.

Til det svarede hun kortfattet: ”Jeg har ikke noget”.

Var lettet over at blive afsløret

I retten har den 24-årige kvinde delvist erkendt mishandlingen, og hun fortalte fra vidneskranken, at det var en lettelse, da hendes handlinger blev opdaget, for hun kunne ikke komme ud af det.

Retslægerådet har vurderet, at moren lever op til kriterierne for Münchhausen by Proxy (også kaldet medicinsk børnemshandling)

Den unge mor havde ifølge anklagemyndigheden gennem længere tid forsøgt at få sin søn til at fremstå som syg.

Selvom barnet ikke fejlede noget, blev den dømte sigtet og tiltalt for i marts, april og maj i 2019 at have fastholdt ham i et behandlingsforløb med medicinering og indlæggelser på henholdsvis Odense Universitetshospital, Kolding Sygehus og Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Mishandlingen kulminerede, da den dengang to-årige søn kom i livsfare, fordi han fik inficeret urin tilført i sit drop, mens han var indlagt.

Kvinden blev varetægtsfængslet i juni 2019 og erkendte sig skyldig. Hun blev efterfølgende sigtet for vanrøgt og særlig farlig vold mod sit barn.

Den dømte kvinde mor og sønnen havde indtil sagen kulminerede boet et sted på Fyn sammen med barnets far, som der ikke er nogen mistanke imod.

Barnet er i dag hos faderen.

Sjælden sag med fortilfælde

I en helt anden sag blev en 36-årig kvinde i februar sidste år idømt fire års fængsel ved Retten i Herning for at have tappet blod fra sin søn i et forsøg på at gøre ham syg.

Ifølge Retslægerådet led denne kvinde af sygdommen Münchhausen by proxy (Münchhausen per stedfortræder), der betegnes som en lidelse, hvor en omsorgsperson - typisk en mor - påfører et barn symptomer eller skader.

Sygdommen betegnes som en form for personlighedsforstyrrelse, der kan bunde i udøverens behov for opmærksomhed og anerkendelse.

Sagen fra Odense er tredje sag om såkaldt medicinsk børnemishandling i dansk retshistorie.