Skat har opkrævet milliardbeløb ulovligt
Skattevæsenet er blevet ramt af endnu en dårlig sag.
42 virksomheder er over en årrække blevet opkrævet milliarder af kroner fra skattemyndighederne på et ulovligt grundlag.
Samlet har skattemyndighederne ulovligt krævet 4,5 milliarder kroner i renter, hvoraf 1,5 milliarder kroner er indbetalt af virksomhederne.
Skattestyrelsen siger i en meddelelse, at pengene skal betales tilbage med renter. Styrelsen påpeger samtidig, at en del af virksomhedernes krav kan være forældede, og at man endnu ikke kender det endelige tilbagebetalingsbeløb.
- Vi er rigtig ærgerlige over denne sag. Vi har haft en forkert praksis i en længere årrække, og det retter vi nu op på. Vi har selv opdaget fejlen og selv bedt Kammeradvokaten om at vurdere sagen, siger fagdirektør i Skattestyrelsen, Kenneth Joensen, ifølge pressemeddelelsen.
Lufthavnen ramt
De 42 virksomheder, der er opkrævet milliarder for meget i renter fra skattevæsenet, er del af et stort sagskompleks kaldet "gennemstrømningssagerne".
Gruppen omfatter virksomheder, der blev solgt til udenlandske kapitalfonde i 00'erne. Det gælder blandt andre TDC, Københavns Lufthavne og Radiometer.
Kapitalfondene lavede selskabskonstruktioner, der blev udfordret af Skatteministeriet, og det har resulteret i en række retssager.
Ordfører: Pengene skal tilbage til virksomhederne
Skatteordfører Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti er ærgerlig over sagen, der kommer efter en årrække med møgsager.
- Det værste er næsten tabet af skattemoral og tillid til systemet, når borgerne igen ser, at der ikke er styr på det. Det kommer oveni alt det andet, siger Flydtkjær.
Han undrer sig samtidig over, at Skattestyrelsen åbner for ikke at kompensere de virksomheder, der er opkrævet ulovlige renter, fordi deres krav kan være forældet.
- Man kan ikke sige, at man har opkrævet noget ulovligt og ikke betale det tilbage. Forældelsesfristerne er der for at beskytte virksomheder og borgere, ikke for at beskytte Skat, siger Dennis Flydtkjær.
Skattestyrelsen oplyser til TV 2, at det vil være ulovligt at tilbagebetale de penge, der er opkrævet ulovligt, hvis virksomheden har betalt pengene til Skattestyrelsen for mere end tre år siden.