Coronavirus

Nyudklækkede studenter fik eksamensbevis ved drive-in ceremoni

- De har ydet deres indsats. De har skullet føre et liv, som egentlig ikke er deres. Men nu giver vi dem så lidt tilbage, siger rektoren.

De danske studenter kan ses over alt i disse dage. De skal fejres med fester og ved de traditionsrige dimissioner. Udfordringen er så bare, hvordan man afholder en dimission i disse coronatider med afstandskrav og retningslinjer fra sundhedsmyndighederne?

Den gåde har rektoren på Odder gymnasium knækket koden til. På gymnasiet havde man i dag arrangeret en såkaldt drive-in dimission, hvor de nyudklækkede studenter og deres familier kunne se med fra deres biler.

- Det har taget foråret fra dem, og så kan man sige: De er 18 eller 19 år, de har mange forår foran sig, siger rektor Lars Bluhme og fortsætter:

- Ja, det siger vi, men når man er ung, så er man jo i nuet.

Rektor: Vi skylder dem en ordentlig fest

Og derfor blev 'det forsømte forår' med hjemmeundervisning i dag afsluttet med en fest under åben himmel.

Rektor Bluhme synes, at man skylder de unge en ordentlig fest.

- De har ydet deres indsats. De har skullet føre et liv, som egentlig ikke er deres liv. Men nu giver vi dem så lidt tilbage.

En af de nye studenter, Kathrine Urskov, er da også glad for, at det - trods corona - kunne lade sig gøre, at fejre huen med manér.

- Det ville være et antiklimaks. Fuldstændig forfærdeligt, siger hun til spørgsmålet om, hvordan det ville være, hvis hun og klassekammeraterne ikke havde kunnet fejre afslutningen på tre års skolegang.

Derfor blev dagen fejret med taler og den traditionelle lanciers, som i coronaens tegn blev danset med afstandsrør blandt bilerne.

Og rektor Bluhme har fået blod på tanden:

- Dagen i dag går over i historien som en speciel dag. Men jeg får faktisk en lille smule lyst til at gentage det næste år, selv om der ikke er corona. For jeg synes faktisk, at det var sjovt.

I dag fik studenterne fra Odder Gymnasium deres eksamensbeviser ved en drive-in ceremoni. Video: Sofie Sparre