1 million fulgte hende i tykt og tyndt – men de kvadratiske billeder var ikke hende selv

Med over en million fans på Instagram har Ulrikke Falch opnået det, som mange unge kun drømmer om.

"Jeg elsker dig. Du er et af de mest fantastiske mennesker i verden".

"Du giver mig en tro på mig selv, som jeg aldrig før har haft. TAK!".

"Gud er en kvinde, og hendes navn er Ulrikke Falch!!!".

Ulrikke Falch læser beskederne højt. De sætter sig i mundvigene og trækker dem op imod hendes blå øjne. Beskederne giver hende brusen i maven og lægger sig om hende som et varmt knus af tryghed. Hun kigger over på sin roommate, der sidder sammen med hende i stuen. Han er der, så hun ikke ombestemmer sig. Han er hjælper, hendes vidne og hendes støtte.

Hendes finger dirrer over knappen, der sætter stopuret i gang.

Hun ved, hvad hun må gøre.

Når der er gået en time, skal hun træffe en af de vigtigste beslutninger i sit liv.

Så trykker hun på startknappen. Nedtællingen er i gang.

Hvem er Ulrikke?

Ulrikke Falch blev født i Oslo 17. juli 1996 få minutter efter sin søster Emilie.

Tvillingerne var forældrenes første børn og et resultat af deres kærlighed. En kærlighed, som de to søstre i deres første leveår blev lovet aldrig ville blive brudt. Ulrikke var barnet med de mange følelser. Hun kunne lide at optræde og underholde. Hun var højlydt, men også let påvirkelig.

Ulrikke Falch i hendes barndomsår.
Ulrikke Falch i hendes barndomsår. Foto: Privatfoto / TV 2

Seks år efter de to piger var blevet født, blev forældrene skilt. Og der var der noget, der skiftede inde i Ulrikke. Hun havde haft en tro på kernefamilien og forældrenes kærlighed til hinanden, men da den forestilling brast, forsvandt trygheden med den. Og Ulrikkes behov for netop tryghed voksede.

- Min frygt for at blive forladt blev enorm, fordi jeg så, hvor hårdt det var for mine forældre at være alene, siger hun.

Ulrikke Falch så sin mor blive indlagt på psykiatrisk afdeling for anden gang, da Ulrikke var 14 år gammel. Og den unge piges verden faldt fra hinanden.

Hun udviklede en spiseforstyrrelse, og hendes selvbillede blev værre dag for dag. Hun hadede, hvad hun så i spejlet. Hadede sin tykke krop. At hun var så klam og ulækker. Hun følte ikke, at hun burde leve. Hun var bare en byrde i verden.

Ulrikke var 14 år, da hun udviklede anoreksi.
Ulrikke var 14 år, da hun udviklede anoreksi. Foto: Privatfoto

Og hendes mor var der ikke til at gribe de tanker, der opstod i Ulrikke.

- Jeg fik en vrede imod hende, fordi hun ikke kunne være der, da jeg virkelig havde brug for hende. Den har jeg nok stadig, fortæller Ulrikke Falch.

Den kop, der skulle fyldes med tryghed i form af ubetinget kærlighed, blev ikke fyldt op i de år. Så koppen blev større og større. Trygheden var hun nødt til at hente i sine omgivelser, for hun kunne ikke finde den i sig selv. Det udviklede sig til angst.

Men da Ulrikke blev 18 år gammel, ændrede hendes liv sig markant fra den ene dag til den anden. Først til det bedre.

Tiden med 'Skam'

square to 16x9
Skuespillerne fra 'Skam'-serien på Hartvig Nissens skole. Foto: NRK

Det var nemlig som 18-årig, at Ulrikke Falch gik til casting på en lille norsk serie ved navn 'Skam'. Hun endte med at få en af hovedrollerne som den unge, usikre Vilde.

Hvad hun ikke havde forudset var, at serien eksploderede og tog hele Skandinavien med storm. Med ét gik Ulrikke Falch fra at være en ung kvinde med et kompliceret forhold til sine forældre og et meget lavt selvbillede til at blive en megastjerne, tilbedt, efterspurgt og på alles læber.

Hendes Instagramkonto udviklede sig også. Den gik fra at have få hundrede følgere til at få flere tusinde nye følgere det første år. Hver eneste dag - flere gange i timen - skrev fans beskeder til hende.

SÅDAN PÅVIRKER INSTAGRAM OS

Instagram bliver brugt af mellem 65 og 70 procent af alle unge i Danmark mellem 12 og 25 år. Det viser en undersøgelse udført af Undervisningsministeriet i 2018.

Alt efter alder svarer mellem 40 og 70 procent af pigerne, at likes i nogen eller høj grad har betydning for dem.

Pigerne i undersøgelsen siger også, at de kan blive negativt påvirket, hvis de ikke opnår et forventet eller accepteret antal likes.

Antallet af likes kommer dermed til at betyde mere for dem end hvem, der reelt set har liket, og bliver for nogen en konkurrence eller popularitetsmåling.

Imellem indspilningerne til 'Skam' sad Ulrikke Falch sammen med de andre hovedrolleindehavere og sammenlignede Instagramkontoer. Hvem havde flest følgere? Hvem havde flest likes på sine billeder? Hvad kunne man lægge op på sin konto for at få flere følgere?

For Ulrikke Falch virkede det bedst, når hun var selvironisk og selvsikker.

Og sådan voksede Instagram-Ulrikke lige så stille frem.

Den tomme kop, hun havde indeni, blev hurtigt fyldt op til randen med tryghed og bekræftelse.

"Du er så nice, Ulle!!"

Hver eneste dag fik hun tryghed igennem Instagram. Hendes daglige fix. Og hun blev afhængig.

Tre fantastiske år - Op, op, op

Instagram begyndte på det tidspunkt at fylde mere og mere i Ulrikke Falchs liv. Og det var ikke unaturligt.

Ulrikke er vokset op i en tid, hvor børn har tre gange større sandsynlighed for at ville være influencer end astronaut. En tid hvor målet om de efterstræbte, magiske én million følgere primært er forbeholdt de allerstørste stjerner. Når bare du har en million følgere, er du i en helt anden liga, hvor det ikke er unormalt at få mellem 100.000 og 150.000 kroner for et enkelt reklamebillede på Instagram.

Men det var ikke pengene, Ulrikke var ude efter. Hendes fix var tryghed i form af ubetinget kærlighed.

Ulrikke Falch spillede med i 'Skam' i tre år. Fra hun var 18 til 21 år. Sammen med de andre deltagere havde hun en kæmpe fest. Det blev kun bedre og bedre. Op, op, op.

Den kvinde, som hun tidligere havde været, blev overskygget af den person, som hun gerne ville være. Med fremmedes bekræftelse kunne hun overdøve sin sult efter tryghed.

Så hun lagde et billede ud af sin appelsinhud. Og et billede af sit mavefedt. Og et hvor hun dansede fjollet. Ved alle billederne skrev hun noget morsomt eller noget selvironisk eller noget inspirerende. I sine tekster skrev hun om, hvor vigtigt det er at elske sig selv, selvom man har mange fejl. Hun fremstillede sig som stærk.

Jo mere hun begravede den kvinde, som hun egentlig var, jo flere likes fik hun.

- Det var nogle år med meget højt tempo. Så det var bare om at følge med og tackle alle indtrykkene på bedst mulig måde. Da jeg var midt i det, så syntes jeg, at jeg havde det rigtig fedt, siger hun.

- Men det ændrede sig jo.

I frit fald

Instagram-Ulrikke var alt det, som Ulrikke Falch ville ønske, at hun var. Hun var selvsikker og havde et stærkt selvbillede. Hun var aktivistisk, feministisk og selvironisk. En der ikke tog ting så tungt.

Ulrikke Falch byggede et image op omkring sig selv. På hendes Instagramkonto opstod der et slags sammenhold, hvor kvinder var stærke sammen. Og hendes fans takkede hende for den styrke, hun gav dem.

- Pludselig kunne jeg give noget tilbage. Jeg har jo altid været den, der var blevet hjulpet - i min spiseforstyrrelse og i mine angstanfald. Så jeg fik muligheden for at kompensere, siger hun.

Problemet var bare, at den person, som hendes fans mødte på Instagram, ikke fandtes i virkeligheden.

De kvadratiske billeder på Instagram afslørede ikke, hvordan Ulrikke Falch egentlig havde det.
De kvadratiske billeder på Instagram afslørede ikke, hvordan Ulrikke Falch egentlig havde det. Foto: Leif Erik Sørensen

Limbo

'Skam' sluttede i 2018, og den Ulrikke Falch, som Ulrikke prøvede at undertrykke, begyndte at vise sit ansigt.

- Da 'Skam' sluttede mødte jeg en enorm frygt for at miste al den bekræftelse, som jeg havde vænnet mig til. Som jeg var blevet afhængig af.

Hun blev desperat for fortsat at være aktuel og populær.

square to 16x9
Ulrikke Falch lagde blandt andet billeder ud af sin krop på Instagram. Foto: TV 2

Ulrikke Falch begyndte at opsøge det. Drikke mere. Feste mere. Ofte drak hun sig fuld og festede fire dage om ugen. Hun begyndte også at poste flere billeder på sine sociale medier.

Alkoholen gik direkte i blodet og fik hende til at føle sig som Instagram-Ulrikke. Når hun vågnede om morgenen, tog hun endnu et fix - men denne gang et, der gik direkte i hjernen. Instagram.

Sådan gik hendes dage og nætter:

Druk. Instagram. Bekræftelse. Druk. Instagram. Bekræftelse.

Hun nægtede at blive ædru. Hun undertrykte den ægte Ulrikke dag efter dag efter dag.

Angsten der kryber

square to 16x9
Udenpå var hun glad. Foto: Leif Erik Sørensen / Copyright 2019. All rights reserved.

En dag ramte hun det magiske nummer. Antallet af følgere rundede én million. Noget ganske få danskere har opnået.

Influencere med en million følgere er i høj kurs, og tallet gav Ulrikke et smil om munden og en varm følelse i maven, som hun opfattede som tryghed.

- Det var så rart at se følgertallet vokse. For jeg følte, at jeg havde værdi, hver gang tallet steg. Nogen vælger at følge dig og lytte til dig. Så føles det som om, at man er populær.

Og det blev selvforstærkende.

- Det føltes som om, at jeg kunne kontrollere det ved at lægge ting ud, som jeg vidste ville få følgertallet til at stige. Jeg begyndte at tænke mere og mere over, hvad jeg lagde ud for at få flere følgere, siger Ulrikke Falch.

Men når hun om aftenen lå i sin seng, begyndte angsten at krybe ind under dynen og op i hendes hoved. Det var her, at hun ofte tog sin telefon frem og gennemgik de seneste beskeder på Instagram. Den varme følelse af bekræftelse og tryghed, som hun fik, når hun læste beskeder fra sine fans, kunne få angsten ned under dynen.

Men følelsen fra Instagram blev mindre og mindre effektfuld. Det krævede stadig mere at holde den ægte Ulrikke på afstand.

- Der skete en udvikling, hvor jeg til sidst ikke længere var til stede i mit eget liv. Alt handlede om at holde fast i den smule bekræftelse og de positive følelser, som man kunne få. Det blev meget kortsigtet.

Sådan levede hun i et år.

Hun postede noget på Instagram, fik sit bekræftelsesfix, og så kom angsten snigende. Så postede hun igen. Og sådan fortsatte det.

Indtil hendes krop ikke kunne mere.

Hadet fra andre og til sig selv

Med den store popularitet på Instagram begyndte der også at komme ubehagelige beskeder i Ulrikkes indbakke.

**

"Ulrikke Falch gør absolut ingenting, med mindre der er penge og opmærksomhed i det".

...

"Mange har god grund til at være utilfredse med deres kroppe. Ulrikke Falch er en af dem".

...

"Er det muligt at blive fri for Ulrikke Falch uden at gøre noget ulovligt?".

***

Og hadet fyldte mere og mere i takt med, at Ulrikke Falch postede mere. Både i indbakken og inde i hende.

Beskederne blev i stigende grad grovere. Der begyndte at komme voldstrusler, når hun åbnede appen. Og voldtægtstrusler. Og dødstrusler.

Det satte sig i hende. Den angst, som hun havde forsøgt at undertrykke i tre år, ekskalerede. Angstanfaldene satte hende til vægs - også i bogstaveligste forstand. Gang på gang endte hun i hjørnet af sit værelse, mens hun hyperventilerede og græd.

- Når jeg modtog negative kommentarer, ikke fik likes nok eller antallet af følgere faldt, følte jeg mig meget afvist, siger hun.

For Ulrikke er afvisning det værste, hun kan opleve. For afvisning betyder mangel på tryghed.

Den følelse er hun ikke ene om. Instagram er nemlig det medie, der er allerværst for ens mentale helbred og hurtigt kan resultere i dårligt selvværd, kropskritik og i sidste ende kan fremprovokere angst. Det viser et studie fra 2017.

Det nåede dertil, hvor Ulrikke Falch gav sine nærmeste et manuskript, hvor der stod, hvad de skulle sige til hende, hvis hun ringede og havde brug for deres hjælp, når angsten ramte.

I manuskriptet stod der anerkendende ting. Men det var essentielt, at personen fik det til at lyde, som om det ikke var et manuskript. Ellers takkede Ulrikke for omtanken og ringede til en anden.

De voldsomme anfald

På Ulrikke Falchs værelse i Oslo hang der i lang tid en tegning. Tegningen var af hendes ansigt. Tegnet i fin blyant med en blød streg og et sart udtryk. Hun smilede stort.

Men ligesom bag det smilende ansigt på Instagram gemte tegningen i bogstaveligste forstand på en underbevisthed i oprør. For tegningen dækkede over et hul i væggen, der var på størrelse med Ulrikkes baghoved.

Hullet havde hun lavet ved at banke sit hoved ind i væggen. Igen og igen og igen.

Det gjorde hun i et angstanfald.

Hullet i væggen på Ulrikkes værelse.
Hullet i væggen på Ulrikkes værelse. Foto: TV 2

I de mest desperate anfald kunne hun ikke styre, om hun gjorde skade på sig selv. Afvisninger sendte hende et sted hen, hvor hun ikke ønskede at leve mere.

Ved flere tilfælde prøvede hun at tage sit eget liv.

Hun måtte ændre noget radikalt i sit liv, hvis hun skulle overleve.

Beslutningen

I juli 2019 havde Ulrikke Falch været inde og ude af hospitalets akutmodtagelse med voldsomme angstanfald mange gange. Hun kunne ikke genkende den person, som hun var på Instagram, og hun vidste heller ikke længere, hvem Ulrikke Falch uden de sociale medier egentlig var.

Instagram-Ulrikke havde overtaget hendes liv i et forsøg på at finde tryghed i fremmedes bekræftelse. Et forsøg, som gav enormt bagslag.

- Mentalt blev jeg meget påvirket af, hvor meget tid og energi jeg brugte på Instagram. Al bekræftelsen var jo for mig et tegn på, at jeg var et interessant og sejt menneske, men det betød, at jeg ikke tog hensyn til mine egne følelser, fordi jeg var mere optaget af, hvad andre tænkte om mig.

Ulrikke Falch erkendte da, hvad hun blev nødt til at gøre for at få det bedre.

- Det gik op for mig, at Instagram, der jo gav mig følelsen af bekræftelse, egentlig også var grundlaget for angsten. Og følelsen af afvisning, siger hun.

Instagram-Ulrikke måtte dø, for at Ulrikke Falch kunne overleve. Og ægte leve.

square to 16x9
Bag facaden var historien en helt anden, end den man mødte på Instagram. Foto: Leif Erik Sørensen

Uret løber ud - En må dø

Tilbage i lejligheden hos Ulrikke og hendes roommate er uret ved at løbe ud. Timen er næsten gået. Nu skal Ulrikke Falch slette sin Instagramkonto. Hun skal vinke farvel til over en million følgere. Farvel til fremmedes kærlighed, som i så lang tid har føltes livsvigtig for hende. Farvel til en følgerskare, som mange unge kun kan drømme om at opnå.

I tre år har hun forsøgt at bruge Instagram til at fylde sin kop med bekræftelse, kærlighed og tryghed.

Nu står hun over for at ende det.

Angsten banker på i Ulrikke. Tvivlen melder sig. Og så skammen. Hvorfor betyder Instagram så meget for hende? Hvorfor kan hun ikke bare have nok i sig selv? Hvorfor er hun ikke den stærke, selvsikre kvinde, som hendes fans møder på Instagram? Hvorfor er hun ikke en anden? En der er fejlfri?

Men hun vil ikke længere trække dynen af rus og ros op over sit hoved. Hun ved, at den eneste måde at komme ud af angsten på er ved at kappe tilførslen af den falske bekræftelse. Hun må finde glæden, styrken og trygheden et andet sted. Hun må finde den indeni.

De positive beskeder strømmer ind. Det sidste fix. Hun når ikke at læse dem alle sammen.

Nu er det nok.

Bare Ulrikke Falch

Ulrikke Falch slettede sin Instagramkonto 5. februar klokken 17.30.

Instagram-Ulrikke var død.

Tiden efter var hård. Men også fyldt med håb.

- Jeg oplevede et håb og et mod, og det var noget, som jeg virkelig behøvede i den tid. Og som jeg ikke havde haft, hvis jeg ikke havde slettet min konto, siger hun.

Håbet voksede sig stærkere i dagene efter. Frygten og angsten havde stadig sit tag i hendes krop, men Ulrikke følte, at hun tog magten tilbage. Hun fik langsomt mere kontrol, end hun havde haft hele sit liv.

Hun begyndte at se fremad. Noget hun aldrig havde gjort før. Og hun startede i terapi to gange om ugen. Hun begyndte at give sig selv lov til at mærke sine følelser i stedet for at undertrykke dem.

Når hun i dag kigger efter i spejlet, ser hun ikke længere Instagram-Ulrikke. Nu er hun bare Ulrikke Falch.

Hun er ikke fejlfri. Men hun er ægte.

Og hun er god nok.

Det skal hun være.

Du kan se dokumentarserien 'Ulrikke uden skam' på TV 2 PLAY.