Er DF nu selv blevet klimatosser? Man kan spørge, om det er en god beslutning, siger analytiker
Partiet er i gang med at finde sig selv efter faldende opbakning, vurderer politisk kommentator.
Dansk Folkeparti har netop indgået en klimaaftale sammen med et politisk flertal.
Det sker kun godt et år efter, at Pia Kjærsgaard brugte det famøse ord ’klimatosser’, da hun satte ord på partiets nederlag ved europaparlamentsvalget.
- Måske er det alle klima… hvad er det nu, man kalder dem… klimatosser? Nej, alle dem, der alene går op i klima, lød partimoderens forklaring på valgaftenen.
Men er Dansk Folkeparti selv gået hen og blevet klimatosser? Og hvad er der sket det seneste år, som har fået partiet til at rykke sig på klimabarometret?
Ifølge TV 2s politiske kommentator Troels Mylenberg skyldes det blandt andet, at DF er i gang med at finde sig selv efter faldende opbakning.
Ved sidste års europaparlamentsvalg og folketingsvalg mistede partiet henholdsvis 15,9 og 12,4 procentpoint af deres stemmer.
- En del af evalueringen henover sommeren var, at de skulle være mere grønne, hvis de ville appellere til flere vælgere, siger Troels Mylenberg.
Klimatosse-åbenbaring
Det opdagede DF blandt andet efter Pia Kjærsgaards klimatosse-bemærkning, der bragte partiet i modvind.
- De har taget bestik af, hvad hun sagde. Hun blev ikke populær, det er indiskutabelt, selv om hun er hævet over kritik internt i partiet, siger Troels Mylenberg.
- Men man kan stadig spørge, om det er en klog beslutning, at DF har meldt sig under de grønne faner. Det betyder i hvert fald, at Nye Borgerlige har fået den modsatte position for sig selv, og de udfordrer DF i øjeblikket, vurderer Troels Mylenberg.
Begge partier står i en ny måling til at få 11 mandater på baggrund af en tilslutning på 6,1 procent til Dansk Folkeparti og 5,8 til Nye Borgerlige. Nye Borgerlige har som det eneste parti valgt ikke at være en del af aftalen om den nye klimaplan.
- Men jeg tror da, at både Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt, der er klimaordfører, faktisk mener det, de siger om klimaet. De er med på, at der skal ske noget, vurderer Troels Mylenberg.
Ikke grønne bannerførere
Men Dansk Folkeparti er ikke bannerfører for den grønne dagsorden, og partiet er stadig ved at finde sig selv i klimapolitikken.
- De var en del af forhandlingerne om klimaaftalen i nat, og de bakker op om klimamålet på 70 procent. Omvendt var de ikke med i aftalen om affaldssortering. Det er lidt svært at se, hvor de præcist ligger, siger Troels Mylenberg.
- Men deres opbakning er et billede på, at de gerne vil klimaet. Og de har valgt en tilgang, der er blevet formuleret af Morten Messerschmidt, og som handler om social retfærdighed, siger den politiske kommentator.
EU og indvandrere
Mærkesagerne for DF er stadig modstand mod indvandring og EU. Og det er også her, at partiet skal hente vælgere, vurderer Troels Mylenberg.
Men det er samtidig her, at partiet har fået ny konkurrence.
- Det er lykkedes Vermund at blive et frisk pust - også i udlændingepolitikken - mens frontfigurerne i Dansk Folkeparti alle har været med i hele partiets 25 år lange historie, siger Troels Mylenberg.
Frafaldne byrådsmedlemmer
Den seneste måned har seks byrådsmedlemmer forladt DF. De frafaldne har forskellige forklaringer på, hvorfor de ikke længere kan se sig selv i partiet. Én kalder DF for "en dødssejler". En anden føler sig ikke hørt af partiledelsen.
Da Ghita Nelander i begyndelsen af juni skiftede fra DF til Nye Borgerlige i Næstved Byråd, var det blandt andet, fordi DF i hendes optik er blevet for pæne og mangler energi og mod:
- Jeg var til Pia-stilen med kant, lidt frækhed og til at sige tingene direkte. Der er vi blevet for pæne. Kristian skal fortsat være der, fordi han er superskarp. Men der skal være en med karisma til at stå forrest, sagde hun dengang til DR.