Coronavirus

Rengøringsassistent på Herlev Sygehus døde med corona

Arkivbillede. Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Arbejdstilsynet undersøger, om det er sandsynligt, at rengøringsassistent i 50'erne blev smittet på arbejdet.

En mandlig rengøringsassistent, der gjorde rent på en coronaafdeling på Herlev Hospital, døde i foråret, efter at han var blevet smittet med virussen.

Det skriver netmediet A4 Arbejdsmiljø.

Det er ifølge mediet den tredje medarbejder i frontlinjen, der er død med covid-19.

De to andre tilfælde har været beskrevet tidligere.

Det var en 36-årig sosu-assistent fra Bispebjerg Hospital og en 63-årig praktiserende læge fra Hvidovre.

I sagen fra Herlev er dødsfaldet anmeldt som en arbejdsskade, og Arbejdstilsynet er ved at undersøge forløbet.

Det skal blandt andet undersøges, om rengøringsassistenten i 50'erne blev smittet efter at have gjort rent på isolationsstuer uden brug af værnemidler.

Anmeldt som arbejdsskade

Vicedirektør Jan Toftholm, Herlev Hospital, bekræfter, at dødsfaldet er anmeldt som en arbejdsskade.

- Først og fremmest er det dybt ulykkeligt, at en af vores medarbejdere, som var smittet med covid-19, i foråret afgik ved døden.

- Sikkerhed for patienter og personale har altid meget høj prioritet, og vi gør vores yderste for at tilrettelægge arbejdet, så det kan udføres forsvarligt af vores medarbejdere, siger Jan Toftholm til A4 Arbejdsmiljø.

Hos fagforbundet FOA siger formanden for kost- og servicesektoren, Pia Heidi Nielsen, at der generelt har manglet værnemidler under coronakrisen.

- Lige præcis det med at der har manglet værnemidler er rigtig vigtigt, at vi tager med os, når vi skal til at evaluere covid-19 krisen og det beredskab og hjælpemidler, der har været til rådighed, siger hun til mediet.

I april døde en 36-årig social- og sundhedsassistent, der arbejdede på Bispebjerg Hospital.

Den afdeling, han arbejdede på, har ifølge DR fået kritik fra Arbejdstilsynet for ikke at sikre tilstrækkelig beskyttelse af de ansatte mod risikoen for smitte.