Samfund

Politiet har udstedt 456 forkerte fartbøder

Politiet vil hurtigst muligt tilbagebetale de forkert udstedte bøder.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har i perioden fra 2015-2019 udstedt 456 forkerte bøder ved hastighedsmålinger i Guldborgsund.

Der er tale om en strækning fra lysreguleringen ved Guldborgsundcenteret og 300 meter frem på Brovejen i vestlig retning.

Bøderne betales tilbage, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Grunden til fejlen er, at politiet fejlagtigt har taget udgangspunkt i en hastighedsbegrænsning på 60 kilometer i timen. Bilister måtte dog køre 80 kilometer i timen på strækningen efter lysreguleringen.

De i alt 456 forkerte bøder har resulteret i 48 domme.

- Urigtige klip og frakendelse af førerretten som følge af fejlmålingen vil også blive korrigeret, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i pressemeddelelsen.

Politiet står får udbetaling

Alle borgere, der fejlagtigt har fået en bøde og et eventuelt klip i kørekortet, bliver automatisk kontaktet af politiet inden 1. august.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi står for udbetaling af pengene.

- Vi vil arbejde så hurtigt, som vi overhovedet kan, men der må forventes en vis sagsbehandlingstid grundet antallet af sager, som nøje skal gennemgås for at få rettet op på fejlen, siger chefanklager Flemming Petersen.

Han fortsætter:

- Særligt hvis man har fået en dom, kan det tage lang tid, da der er særlige procedurer, som skal overholdes, når domme skal ændres. Men vi gør alt, hvad vi kan for at rette op på denne fejl så hurtigt som muligt, og vi beklager naturligvis meget de gener fejlmålingerne kan have medført.

Den mindste bødetakst for en fartbøde er 1000 kroner. Bødens endelige størrelse afhænger af, hvor meget over fartgrænsen bilisten har kørt.