Fly fra Pakistan landede i Danmark - 18 smittet med coronavirus

Flere vurderes at have været smitsomme på det tidspunkt, de befandt sig på flyet.

18 personer testet positiv for covid-19 har relation til det fly fra Islamabad i Pakistan, der landede i Københavns Lufthavn 6. juni.

Det viser en ny opgørelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ud af de 18 smittede var 16 personer ombord på flyet, mens to andre er nære kontakter til personer fra flyet, der efterfølgende er testet positive.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed var der 318 passagerer ombord på flyet fra Pakistan.

Fire personer bar smitte på flyet

Fire personer vurderes at have været smitsomme på det tidspunkt, hvor de befandt sig ombord på flyet.

- Sagen illustrerer med al tydelighed, at det er ufattelig vigtigt, at vi fortsat passer på os selv og hinanden ved at følge anbefalingerne om at holde afstand, have god hygiejne og lade os teste, siger Anette Lykke Petri, overlæge og konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, i en pressemeddelelse.

Alle de relevante personer er i denne forbindelse kontaktet, oplyser styrelsen. De er blevet orienteret om de gældende forholdsregler.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan ikke udelukke, at der vil blive konstateret flere smittetilfælde med direkte relation til det pågældende fly.

Tirsdag lød meldingen, at seks personer var konstateret smittet. Det tal er altså på to dage steget betragteligt.

Opfordring til isolation

Alle passagerer, der har været om bord på flyet, opfordres til at være særligt opmærksomme på symptomer på coronavirus.

Hvis man har mistanke om, at man kan være smittet, anbefales det, at man isolerer sig og booker tid til en test eller kontakter sin læge. Det er dog vigtigt, at man ikke møder uanmeldt op hos lægen.

Myndighederne opfordrer desuden kraftigt til, at man holder sig hjemme i 14 dage, hvis man vender hjem fra en rejse til andre lande end Tyskland, Island og Norge.

TV 2 arbejder på at få yderligere kommentarer fra Styrelsen for Patientsikkerhed.