Tre ting du skal være opmærksom på, hvis du vil trodse rejsevejledningerne
Både Forbrugerrådet Tænk og Forbruger Europa understreger, at man bør følge Udenrigsministerets rejsevejledninger.
Utålmodigheden er begyndt at sprede sig blandt rejseglade danskere.
Selvom Udenrigsministeriet fortsat fraråder stort set alle ikke-nødvendige rejser til udlandet, overvejer et større antal danskere nemlig muligheden for at rejse sydpå i sommerferien.
Men selvom det er fuldt lovligt, er det ifølge Danmarks to største forbrugerorganisationer stadig en dårlig ide. Det fortæller Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, og Lars Arent, leder af Forbruger Europa.
- Jeg vil altså understrege, at man skal følge myndighedernes retningslinjer, og de er meget klare. Man bør ikke rejse, siger Lars Arent.
Rejser man alligevel til sydens sol og varme, vanker der hverken bøder, fængselsstraf eller konkrete krav om karantæne.
Derfor har TV 2 i samarbejde med de to forbrugseksperter samlet tre ting, man bør undersøge, før man trodser de danske rejsevejledninger og rejser ud i den store verden:
Tjek din forsikring
Ifølge Vagn Jelsøe og Lars Arent skal man først og fremmest overveje, om man er ordentligt forsikret.
I langt de fleste tilfælde dækker rejseforsikringer nemlig ikke, hvis man bliver smittet med covid-19 i et land, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til på grund af virussen.
Alligevel er det ikke helt umuligt at sikre sig – i hvert fald økonomisk – mod coronavirus på rejsen, forklarer Vagn Jelsøe.
- Der er nogle få forsikringsselskaber, som tilbyder, at deres rejseforsikring dækker fuldstændig normalt, uanset hvad der står i Udenrigsministeriets rejsevejledning. Også hvis du får covid-19, siger han.
Tjek, hvad du kommer frem til
Samtidig er det også en god ide at undersøge, om ferien overhovedet lever op til ens forventninger.
Selvom mange lande så småt er ved at genåbne strande, restauranter og museer, er der ifølge Lars Arent nogle steder lang vej, før alt er, som det plejer.
- Der kan være restriktioner på destinationen, som for eksempel krav om at gå med mundbind, lukkede butikker eller lukkede seværdigheder, siger han.
Skulle det være tilfældet, er det samtidig klogt at tjekke, om man på forhånd har betalt for noget, der er lukket ned på grund af coronavirus, forklarer Vagn Jelsøe:
- Har man specifikt købt en pakkerejse til for eksempel et badeland i Kroatien, og er badelandet lukket, kan man i nogle tilfælde kræve et nedslag i prisen fra sit rejsebureau.
Tjek, hvad du kommer hjem til
Sidst men ikke mindst er det vigtigt at tjekke, om man problemfrit kan vende tilbage til dagligdagen, når man kommer hjem igen.
Selvom det hverken er ulovligt at trodse Udenrigsministeriets rejsevejledning eller påkrævet at gå i karantæne, når man vender hjem fra sin rejse, kan man nemlig stadig ende med at måtte blive hjemme i flere uger efter ferien.
- Mange skoler og arbejdspladser har et regelsæt om ferier i lande, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til. Man må være forberedt på, at man kan bringe sig i en situation, hvor man skal blive hjemme uden løn i en periode, advarer Vagn Jelsøe.