Norwegian genåbner 18 ruter fra Danmark

Danskerne kan fra juli igen rejse sydpå med Norwegian, og det er en stor ændring, mener aktieanalysechef.

Lavprisselskabet Norwegian vil efter stor efterspørgsel fra kunderne genåbne 76 ruter i Skandinavien og Europa, herunder 18 ruter fra Danmark.

På trods af at den danske regering stadig fraråder alle rejser til stort set hele Europa og resten af verden, vil der således fra 1. juli være ruter fra København til blandt andet Spanien, Grækenland, Frankrig, Kroatien, Holland, Storbritannien og Polen.

Ifølge Norwegian har mange henvendt sig med ønsker om at rejse ud.

- Vi kommer i luften med flere fly, og vi genåbner en række af de ruter, som vores kunder har efterspurgt. Nu hvor konkurrenterne er i gang igen, ønsker vi også at melde os ind i konkurrencen og bidrage til, at samfundet gradvist vender tilbage til det normale, siger koncernchef Jacob Schram.

Ifølge aktieanalysechef ved Sydbank, Jacob Pedersen, er der tale om en meget stor ændring, da Norwegian egentlig havde planlagt at vente til 2021, før flyselskabet ville genoptage internationale ruter udenfor Norge.

- Man kan håbe, at det er fordi, de kan se, at der er en vis efterspørgsel. Men i værste fald handler det om, at de kan se, at konkurrenterne er ved at åbne, og er nervøse for at blive efterladt på perronen, siger Jacob Pedersen.

Han fortsætter med at sige, at det forhåbentlig vil betyde, at Norwegian ikke behøver at tømme pengekassen for at overleve krisen.

- Det vil betyde, at de penge, Norwegian havde tænkt sig at tære på de næste måneder, kan vare lidt længere, hvis de også kan tjene penge på at sende nogle fly i luften, siger han.

600 ansatte kommer tilbage på arbejde

Som følge af genåbningen af de 76 ruter vil 20 fly skulle i drift, og det kræver ifølge Norwegian omkring 900 piloter og kabineansatte.

Derfor har man tænkt at sende mere end 600 norske ansatte tilbage på arbejde.

- Jeg er virkelig glad for, at vi nu får mange af vores "Red Nose Warriors" tilbage i arbejde og i luften for at tage god hånd om vores kunder, siger Jacob Schram.

Norwegian har udsendt retningslinjer for, hvordan sikker flyvning under coronapandemien vil foregå:

  • Rejsende, som er seks år eller ældre, skal benytte mundbind, når de rejser med os, sådan som det er anbefalet af de europæiske luftfartsmyndigheder. Med mundbind bidrager man til at gøre rejsen tryggere både for sig selv og for sine medpassagerer.
  • Passagerer bedes holde afstand under boarding og deboarding.
  • Passagerer bliver fordelt i kabinen, så de sidder med størst mulig afstand. Midtersæderne er de sidste, der tages i brug. Passagerer, der rejser sammen, vil blive placeret ved siden af hinanden.
  • Der er ingen servering om bord for at mindske kontakte mellem vores rejsende og vores ansatte.
  • Flyene desinficeres grundigt i henhold til strenge retningslinjer, og der er ekstra fokus på kontaktpunkter om bord. Dermed minimeres risikoen for både passagerer og kabinepersonale.
  • Alle Norwegians fly er udstyret med avanceret luftfiltrering, der fjerner så godt som alle mikropartikler i luften, også bakterier og virus. Samme teknologi anvendes på sygehuses operationsstuer. Luften i kabinen renses hvert tredje til fjerde minut, sådan at vores kunder kan følge sig trygge, når de rejser med Norwegian.
  • Undersøgelser viser, at risikoen for at blive smittet ombord er lav. Skulle der opstå mistanke om smitte om bord, er der rutiner og udstyr på plads for at kunne håndtere det.

SAS sender flere fly afsted

Meldingen fra Norwegian kommer dagen efter, at SAS udsendte en pressemeddelelse om at sende yderligere ti fly på vingerne i juli. Dermed har SAS i alt 40 fly i drift.

Mens Norwegian ikke agter at genoptage flyvninger over Atlanterhavet, vil det være muligt for rejsende med SAS at tage til USA og besøge New York, Chicago eller San Fransisco.

Københavns Lufthavn kan således se frem til at få en længe ventet stigning i antallet af rejsende efter at have været i krise siden coronaviruspandemien nærmest lagde den globale flytrafik i koma.

SAS har ligesom Norwegian indført en række krav for at forhindre smittespredning såsom påbudt mundbind og mindre håndbagage.